Sublim samling

Nick Drakes (næsten) samlede værker er samlet i en smuk og prisvenlig boks, som intet hjem bør være foruden.

Nick Drake: 'Tuck Box' (Island/Universal)

Pladeselskabenre bliver ved med at udsende deres bagkatalog i stedse mere fantasifulde og flot indpakkede udgaver. De er forholdsvis billige at lave, da man allerede har materialet og rettighederne i hus, og der er et trofast publikum til de kanoniserede navne - især dem med en del år på bagen.

Men inde imellem er der alligevel grund til at klappe frydefuldt i hænderne. Som nu, når den i sin tid ikke synderligt succesfulde, men siden skoledannede trobadur Nick Drakes tre studiealnum samt to posthume opsamlinger sendes på gaden i en lækker box til en udsalgspris på et pænt stykke under 300 kroner. Det er ganske enkelt et fund for de penge, og plader man aldrig, aldrig kan blive træt af. Det er ikke noget nyt under solen her, men det som er vil ledsage en resten af livet. Selv de to opsamlinger med sammenskar fra arkiverne rummer ting, man nødigt vil være foruden. Og har man allerede pladerne i forvejen, så kender man garanteret en, man gerne vil forkæle.

Han var smuk som en græsk gud, kom fra trygge kår, var i skolen en stjerneatlet og udviklede siden et enestående lyrisk og musikalsk talent. Alligevel sank han de sidste fire år af sit liv dybere og dybere ned i en depression, som i lange perioder fik ham til at glemme alt om personlig hygiejne, og han kunne tilbringe ugevis uden at forlade sit værelse hos forældrene, hvor han bare sad i mørket og stirrede tomt ud i luften.

Se også: Hovedværk fra Richard den Store

Årsagerne til denne depression er stadig en gåde, også for de få mennesker Nick Drake knyttede sig til, og det kom som et chok for alle, da Molly Drake op ad formiddagen den 25. november 1974 fandt sin søn død i sengen, mens en dæmpet strygerkoncert stadig kørte på grammofonen. Nick Drake blev 26 år gammel. Dødsårsagen var en overdosis antidepressiv medicin, men om han tog den med vilje eller ved et uheld vides ikke. Nick efterlod sig intet brev.

Til gengæld efterlod han tre album; 'Five Leaves Left', 'Bryter Layter' og 'Pink Moon' udsendt i årene 1969-72, som er grunden til, at Nike Drakes tragiske skæbne stadig bliver husket den dag i dag. Der røg ikke mange eksemplarer over disken dengang, men de er siden kommet i utallige oplag og har sat sig fast et godt stykke oppe under huden på årgang efter årgang af musikelskere.

Se også: Suveræn sammenbrudspop

Nick Drake blev født i Burma den 19. juni 1948. Faderen, Rodney Drake, var udstationeret britisk tømmerhandler og moderen, Molly Drake, var, som det hørte sig til i den øvre middelklase, hjemmegående, men skrev sange på amatørbasis - et par stukker af dem kan høres på den posthume 'Family Tree'.

Da Nick var to år gammel, vendte familien tilbage til England og bosatte sig i et stort, gammelt hus i det idylliske Tamworth-in-Arden nær Coventry. Til huset hørte en enorm typisk engelsk have, der stødte direkte op til en skov. Nick, som allerede dengang foretrak sit eget selskab, tilbragte det meste af sin barndom med at strejfe om i haven på egen hånd i en drømmeverden befolket med alfer og prinsesser. I skolen gjorde han sig først og fremmest bemærket på atletik-banen - han har stadig skolerekorden i 100 meter-løb.

Men som ung teenager så han en dag en guitar i et marskandiservindue, gik spontant ind, lagde de 13 pund på bordet, og fra den dag af var hans skæbne beseglet. Han lærte sig hurtigt at betjene nyerhvervelsen og komponerede i de næste år en endeløs række sange, allerede dengang med den karakteristiske romantiske og melankolske tone, som farvede alt, Drake skrev. Det var disse sange, som senere skulle udgøre grundstammen i debutalbummet 'Five Leaves Left', og en del af dem kan høres i deres vordende versioner på 'Family Tree'.

Se også: Vintersange

Da Nick blev indskrevet på det agtværdige universitet i Cambridge, blev de sportslige udfoldelser hurtigt erstattet med digtsamlinger af de franske symbolister og plader med Tim Buckley og Van Morrison. Studierne var det så som så med, Nick foretrak at bruge nætterne på hashrygning og guitarspil. Han havde allerede dengang udviklet en nærmest neurotisk sensibilitet og afsky for fysisk kontakt, men blev alligevel spottet af den hotte producer Joe Boyd, der tidligere havde arbejdet med bl.a. Fairport Convention og Pink Floyd. Ud over at tilbyde den nu 20-årige Drake en pladekontrakt blev Joe Boyd også hans åndelige fader.

I1969 kom så debuten 'Five Leaves Left', der med sine sørgmodige sange og klassisk prægede strygerarrangementer fik en fin modtagelse hos kritikerne. Nu skulle der smedes, mens jernet var varmt, og Nick indvilligede i både den obligatoriske turné og tilhørende interview. Det blev til otte koncerter og ét interview, og begge dele bekom den sky sanger så dårligt, at han aldrig siden i sin levetid skulle gentage nogle af delene.

Nick, som nu var bosat i London, udsendte i 1970 sit andet album 'Bryter Layter', der trods sin vemodige grundtone var betydeligt mere udadvendt end forgængeren, og alle involverede troede, at nu havde de en sikker vinder på hånden, men pladekøberne var ikke enige. På trods af at Nick afskyede penge så meget, at han kun nødigt havde nogle på sig, blev den manglende succes en slags besættelse for ham. Måske troede han, at den nærkontakt, han havde det så svært med, kunne erstattes af et fjernt publikums anerkendelse.

Se også: Genhør med Pink Floyd-geni

I hvert fald endte han hos en psykiatrier, der stak ham en recept i hånden, men Nick var ikke meget for at tage pillerne og trak sig tilbage til sit barndomshjem, hvor han nægtede at tale med nogen som helst, inklusive forældrene. I stedet sank han længere og længere ned i et sort hul, hvor ingen længere kunne nå ham. Pludselig en dag ringede han til studieteknikeren John Wood og sagde, at nu ville han lave et nyt album. I løbet af to nætter indspillede han 'Pink Moon', kun akkompagneret af sin akustiske guitar - og piano på et enkelt nummer. Da Wood, som troede, at de bare var i gang med nogle demoer, spurgte, om han havde overvejet, hvordan sangene skulle arrangeres, svarede Nick bare lakonisk: 'De er allerede færdige'.

Kort efter tog han op på pladeselskabets kontor og lagde uden et ord en brun papirspose med et bånd på skranken. Der gik flere dage, inden nogen opdagede, at Drake havde indleveret sit mesterværk. En plade så nøgen og intim, at det stadig gør ondt, og et smerteligt, men aldrig selvmedlidende punktum for et menneske, som tydeligvis ikke var skabt til at leve i denne verden. Siden gik det kun en vej, nedad, og Drake indspillede inden sit sørgelige endeligt to år senere kun fem sange, der siden er udsendt på albummet 'Made to Love Magic'.

Kort før sin død forærede Nick sin mor Albert Camus' bog 'Sisyfos-Myten', men da havde han allerede selv for længst opgivet at skubbe stenen op ad bjerget.

Se også: Kontrær Cale

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer