Gatsby, Jay-Z og danske Coco

Sangerinden fra Quadron er med på knap så ’great’ soundtrack til ’The Great Gatsby’

Coco O til verdenspremieren på 'The Great Gatsby' i New York. (Foto: Photoshot/Polfoto)
Coco O til verdenspremieren på 'The Great Gatsby' i New York. (Foto: Photoshot/Polfoto)

Diverse: 'Music From Baz Luhrmann's Film The Great Gatsby' (Polydor/Universal) Ude digitalt nu - udkommer fysisk 13. maj

Den danske soulpop-duo Quadron forsøger ihærdigt at slå afgørende igennem i USA, og det bliver nok ikke sværere, efter selveste Jay-Z har hyret den lille gruppes sangerinde Coco O til at medvirkede på sit stort anlagte soundtrack til storfilmen ’The Great Gatsby’.

Coco O lægger dog ikke ligefrem musikverdenen ned med bidraget ’Where the Wind Blows’, men sangen, der er ganske karakteristisk for Quadrons imødekommende stil, er en charmerende bagatel.

Se også: Dansk musiker skamroses i USA

Og danskeren er bestemt konkurrencedygtig mellem en stribe verdensstjerner, der gør soundtracket til en yderst blandet oplevelse, som generelt svinger mere end det swinger.

Den jazzede 1920’er-æstetik fra F. Scott Fitzgeralds romanklassiker, der er filmatiseret af Baz Luhrmann med Leonardo DiCaprio i hovedrollen, influerer flere af numrene, men Jay-Z lyder nu som Jay-Z på det solide åbningsnummer ’100$ Bill’.

Brækker nakken
Hustruen Beyoncé har dog mindre held med en vovet udgave af Amy Winehouses ’Back to Black’, som hun fortolker i en minimalistisk duet med André 3000 fra OutKast.

Helt galt går det for Black Eyed Peas-kollegerne will.i.am. og Fergie, der hver for sig brækker nakken, når de forsøger at balancere mellem dance og jazz.

Se også: Lana Del Rey: Fæl narrefisse

Lana Del Rey lyder allerede som en selvparodi på ’Young and Beautiful’, mens The xx og Gotye giver lydsporet tyngde med stenede sjælere.

Se også: Feinschmecker uden smæk på

Jack White er i typisk tænderskærende humør gennem en sitrende version af U2-balladen ’Love Is Blindness’, og så er man ellers blevet kastet gevaldigt rundt i en musikalsk centrifuge anno 2013.

Filmen hænger forhåbentlig bedre sammen.

1 af 4 Jay-Z har produceret soundtracket til storfilmen, der har dansk premiere 16. maj. (Foto: AP)
2 af 4 Stjernen Leonardo DiCaprio har hovedrollen i filmatiseringen af 'The Great Gatsby'. (Foto: AP)
3 af 4 Coveret til det aktuelle soundtrack 'Music From Baz Luhrmann's Film The Great Gatsby'.
4 af 4 Coco O til verdenspremieren på 'The Great Gatsby' i New York. (Foto: Photoshot/Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer