Annonce:
Annonce:

Bowie: Tilbage med stok og makeup

Legenden funkler kun i glimt på den underligt stivbenede comebackplade 'The Next Day'

David Bowie har fået nye venner - men han tumler med gamle problemer. (Foto: Sony)
David Bowie har fået nye venner - men han tumler med gamle problemer. (Foto: Sony)
Annonce:
Følg Musik
Følg INTL. Album-anm.

David Bowie: 'The Next Day' (Columbia/Sony) Udkommer mandag 11. marts

Det kom som noget af en overraskelse, da David Bowie på sin 66-års fødselsdag 8. januar annoncerede, at han i marts ville bryde ti års tavshed med et nyt album, og forbavselsen var næsten ligeså stor, da skiven pludselig var tilgængelig på iTunes i morges.

Bowie kunne ikke vente - hør hele albummet gratis nu!

Knap så overrumplende er det imidlertid, at ’The Next Day’ er endnu et middelmådigt værk fra veteranen, der stadig ikke har udsendt et væsentligt album i over tredive år.

Efter Bowie i 1980’erne mistede evnen til at forny popmusikken, har han slingret omkring uden at finde en klædelig vej ud af dødvandet, og den tendens fortsætter på ’The Next Day’, hvor englænderen både går med stok og makeup.

Annonce:

Æggende glamblues
Modsat eksempelvis Bob Dylan, der ganske naturligt kan ældes med ynde i den klassiske sangskrivertradition, kæmper Bowie en ulige kamp med sin fortid i forsøget på at være hip, æstetisk og udfordrende. Men Scott Walker er han altså ikke.

En gammel popsanger går amok - igen!

Det virker heldigvis delvist som om, at det er gået op for Bowie, at gode sange er en måde, hvorpå han kan forblive relevant, men der er for få af dem på ’The Next Day’.

David Bowie bryder 10 års tavshed

Symptomatisk er det med den vemodige ballade ’Where Are We Now?’, at ikonet finder en slags nobel værdighed, men også den dekadent æggende glamblues ’Dirty Boys’ fungerer, og ’The Stars (Are Out Tonight)’ er bare en umiddelbart iørefaldende popskæring.

Alt for lang spilletid
Navnlig på albummets sidste halvdel fremstår Bowie dog underligt stivbenet, og Tony Viscontis uskønne produktion vidner om et gammelt makkerpar, der har mistet fingerspidsfornemmelserne, og det gumpetunge lydbillede er i høj grad med til at almindeliggøre den aldrende eminence.

Annonce:

’The Next Day’ kan slet ikke bære spilletiden på 53 minutter fordelt på fjorten numre - der er sågar atten på den japanske luksusudgave. Den er næppe værd at tage til Tokyo efter. Hovedværkerne fra 1970’erne indeholdt maksimalt elleve numre, og Bowie er jo ikke just blevet en bedre sangskriver siden.

Afdanket David Bowie

Han leger med myten om sig selv på både coveret, musikalsk og mellem poesilinjerne, hvilket er med til at understrege skivens matte, nostalgiske glans, og man sidder tilbage med en tom fornemmelse af en forhenværende pioner, der udvander sin status, hver gang han udgiver et nyt album.

Lad os håbe Bowie holder her. Eller laver en fantastisk skive næste gang. Det ville være en kærkommen overraskelse.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den syge velfærdsstat skal dominere den kommende valgkamp
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: