Lady Gaga i kejserindens nye klæder

Nyt album understreger, at popfænomenets musik er knap så kreativ som hendes tøjstil

Lady Gaga - amerikaneren er ikke just skræmmende god. (Foto: AP/Shuji Kajiyama)
Lady Gaga - amerikaneren er ikke just skræmmende god. (Foto: AP/Shuji Kajiyama)

Lady Gaga: 'Born This Way' (Interscope/Universal) Udkommer mandag 23. maj

Lad os lige få en detalje på plads: Lady Gaga er ikke genial.

Som forbilledet Madonna har Lady Gaga derimod et ekstremt veludviklet talent for at iscenesætte sig selv, og hendes andet album, 'Born This Way', er da også tromlet i stilling som årets mest imødesete udgivelse fra de senere års måske mest omtalte fænomen i showbusiness.

Illusionen om Lady Gagas epokegørende fortræffeligheder skyldes ikke mindst newyorkerens outrerede outfits, der har flyttet fokus fra hendes mere tarvelige toner, som egentlig bare er nystrøget musikalsk genbrugstøj, hun har lånt af Madonna, der har lånt det af ABBA.

Mere af det samme
På 'Born This Way' skifter Lady Gaga ikke garderoben ud, hun udvider den bare med mere af det samme, og skiven ændrer ikke på indtrykket af, at hun snarere er en superstjerne, der er popsanger, end en popsanger, der er superstjerne.

14 numre er fordelt på hele 62 minutter, og man skal ikke engang helt til enden, før skiven føles som at være låst inde på et bøssediskotek en hel weekend.

Men rundt omkring i krogene lyser flere små oplevelser op, og det er især, når Lady Gaga lader stiletterne marchere i en anden takt end til det ubønhørlige disco-beat, der dunker svulstigt gennem størstedelen af 'Born This Way', at hitmageren bliver underholdende selskab.

Æggende funky
'Government Hooker' er eksempelvis æggende funky, og tungt slaskende 'Heavy Metal Lover' udfordrer også formularen på slibrig vis, mens introen til 'Hair' afslører blondinen flirte med charmerende 1970'er-glam, indtil en stereotypt programmeret trommemaskine smadrer de gode intentioner.

Omkvædene til 'Judas' og åbningsnummeret 'Marry the Night' klistrer som candyfloss på skjorten, men musikalsk kan Lady Gaga slet ikke matche den imponerende kreativitet, som hun udviser, når det gælder om at demonstrere, hvor mange forskellige måder man kan have meget lidt tøj på.