Duksedrengen Justin Bieber

Tidens velfriserede teenageidol malker succesen med akustiske indspilninger

Justin Bieber - tøserne kan bare ikke få nok af fænomenet. (Foto: AP/Evan Agostini)
Justin Bieber - tøserne kan bare ikke få nok af fænomenet. (Foto: AP/Evan Agostini)

Justin Bieber: 'My Worlds - The Collection' (Island/Universal) Optræder i Jyske Bank BOXEN, Herning, 1. april

Justin Bieber er med syvmileskridt i gummiskoene gået fra at være en succes til et regulært fænomen.

Hvalpen nærmest ejer internettet, hvor knægten fra Canada er efterspurgt næsten ligeså meget som Jesus af Nazaret, men markedsførelsen af blot 16-årige Bieber er betydeligt mere fremsynet end teenageidolets harmløse popmusik.

Hvinende tøser
Op til julesalget samler Biebers pladeselskab nu succesdrengens to ’My World’-minialbum på dobbelt-cd’en ’My Worlds - The Collection’, der også inkluderer et enkelt nyt nummer - den typiske semi-sjæler ’Pray’ - samt ikke mindst en stribe akustiske genindspilninger af de mindst dårlige sange fra de korte platinskiver.

Skæringerne bliver dog hverken mindre mekaniske eller mere menneskelige af, at den tarvelige plastic-produktion skrælles af bagatellerne, men ikke desto mindre overdøves børnehave-helten til tider af hvinende tøser på ’Favorite Girl’, der figurerer i en liveoptagelse.

Suspekt uskyld
Bieber kan rent faktisk synge, men når en linje lyder ’You take my breath away, with everything you say’, kan det ellers nok være, man savner Emil fra Lønneberg, og mens fanklubben formentlig krammer teddybjørnen inderligt til tonerne, så vil sødsuppen i andre kredse nok snarere fremkalde en ubærlig trang til at kværke Bieber.

Han er en velfriseret duksedreng med den slags suspekte uskyld, man finder hos nyreligiøse, så mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, før Bieber bliver fanget i en skummel blindgyde med bukserne nede og kokain halvt oppe i næsen.

1 af 3 Coveret til Justin Biebers 'My Worlds - The Collection'.
2 af 3 Justin Bieber - byder velkommen til sine verdener. (Foto: AP/Evan Agostini)
3 af 3 Justin Bieber - tøserne kan bare ikke få nok af fænomenet. (Foto: AP/Evan Agostini)
0 kommentarer
Vis kommentarer