Udødelige rygter

Fleetwood Macs 'Rumours' er stadig en af de plader, man bare skal have med i bagagen

Fleetwood Mac fejrer triumfen med 'Rumours'. (Foto: AP)
Fleetwood Mac fejrer triumfen med 'Rumours'. (Foto: AP)
Følg Musik
Følg INTL. Album-anm.

Fleetwood Mac: 'Rumours - Deluxe Edition' (Reprise/Warner)

Fleetwood Mac: 'Rumours - Deluxe Edition' (Reprise/Warner)

Den engelske gruppe Fleetwood Mac havde mildest talt levet en omskiftelig tilværelse, siden guitaristen Peter Green i maj 1970 forlod gruppen for at hellige sig sin religion. De oprindelige bluesrødder var der ikke meget tilbage af, og medlemmer kom og gik i et væk. Og selv om pladerne fra begyndelsen af 70’erne alle rummer glimrende materiale, havde man svært ved for alvor at få hul igennem.

Gruppen, der nu var reduceret til en trio bestående af Mikck Fleetwood samt ægteparret John og Christine McVie var flyttet til Los Angeles, hvor de nytårsaften 1974 mødte det amerikanske par Lindsey Buckingham og Stevie Nicks, der i 1973 sammen havde udgivet det fine, men ikke synderligt sælgende og i dag svært opdrivelige album ’Buckingham Nicks’.

De to synkende skuder slog pjalterne sammen, og resten er, som man siger, historie. I 1975 kom albummet ’Fleetwood Mac’, der introducerede bandets nye vestkyst-inspirerede lyd, og straks sendt dem på toppen af hitlisterne.

Men intet havde kunne forberede dem på den succes, der mødte dem da de i 1977 udgav ’Rumours’. Albummet blev en øjeblikkelig klassiker, og har for længst passeret de 40 millioner solgte eksemplarer.

Det har aldrig været ude af tryk, og kom så sent som i 2004 i en såkaldt ’Deluxe Edition’ med en ekstra disc med demoer og alternative versioner. Det forhindrer dog ikke selskabet i at malke guldkalven endnu engang og udsende denne luksusudgave i anledning af en lettere forsinket markering af pladens 35 års jubilæum.

Den kommer i flere versioner, hvoraf den største indeholder det oprindelige album inklusive outtaket ’Silver Springs’ samt to cd’er med demoer og alternative versioner, en dvd med den ikke specielt ophidsende ’Rosebud’-film lavet som reklame for den efterfølgende Europa-turne, en glimrende live-cd plus det oprindelige album på vinyl.

Har man så brug for alt dette? Nej, men man har jo heller ikke brug for fyldte chokolader, vel? Men når ret skal være ret, så kan man godt undvære alt udenomshalløjet, der ikke rigtig tilfører noget nyt til hovedstolen. Og demoerne samt de alternative versioner understreger blot, hvor perfekt det endelig produkt var og er.

Selv har jeg med jævne mellemrum lyttet til ’Rumours’ siden den første gang så dagens lys, og er endnu ikke kørt træt. Der er ikke en eneste svag akkord eller tone på de oprindelige 11 numre, der er popmusik af den ypperligste slags. Hvis imødekommende vellyd kun er et forførende skalkeskjul for de mange store følelser, der er på spil i sangene. Bandets to par var begge gået fra hinanden lige før og under indspilningerne – og bestemt ikke i mindelighed – og stoffer og alkohol flød i stride strømme. Midthalvfjerdserne var på mange måder rockmusikkens mest hedonistiske og narcissistiske fase. Og Fleetwood Mac var bestemt ingen undtagelse – snarere tværtimod.

Men selv uden de voyeuristiske elementer er ’Rumours’ en udsøgt fornøjelse fra ende til anden. Gruppen besad tre fremragende sangskrivere (og vokalister), hvis indbyrdes konkurrence hævede overliggeren betragteligt, samtidig med at man i Lindsey Buckingham havde en lydmager af guds nåde, der sjældent valgte den traditionelle løsning. Og Mick Fleetwoods og John McVies rødder i bluesen var en garant for en solidt svingende tyngde i bunden.

Men det mest slående er næsten, hvor godt albummet har holdt sig. Ud over sangenes ubestridelige slidstyrke, så er der heller intet bedaget over selve lyden. Den kunne lige så godt være lavet i morgen. Der er da også inden for det seneste stykke tid kommet to plader, hvor en række fortrinsvis yngre navne fra den såkaldte alternative scene hyldede koryfæerne; 'Just Tell Me What You Want' og 'Rumours Revisited' (der fulgte med januarnummeret af tidsskriftet Mojo). Her kan man høre kunstnere som Antony, Lykke Li, Bonnie 'Prince' Billy, Tame Impala, The Kills, Yeasayer, Julia Holter og danske Slaraffenland m.fl. give sig i kast med mestersangene – ofte med ret gode resultater. De er simpelthen svære at fucke up, selv om man gør sig umage.

Jeg tror ganske enkelt, at det er de færreste der bevæger sig ud i det musikalske ocean, der ikke på et eller andet tidspunkt føler trang til at lægge til ved den havn, der hedder 'Rumours', hvor en flok kuldsejlede sjæle trods alle odds skabte noget, der var større end dem selv. Uopslidelig er kun et fattigt ord.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
Fiduskunst og magistervrøvl

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+

LIGE NU