Hjerter dame

Dramadronningen Mary J. Blige er i sit es på afklaret og befriende fokuseret album

Mary J. Blige - imponerer uden at udvikle sig. (Foto: AP)
Mary J. Blige - imponerer uden at udvikle sig. (Foto: AP)
Følg Musik
Følg INTL. Album-anm.

Mary J. Blige: 'Stronger withEach Tear' (Geffen/Universal) Udkommer 1. februar i Danmark, men er ude nu som import

Uanfægtet af Timbaland, Kanye West, The Neptunes og hvad blokkens seneste fornyere ellers hedder, fortsætter Mary J. Blige med at udsende noget nær gammeldags R&B, der ikke er decideret interessant længere, men når en stor sangerinde har noget på hjertet, bliver resultatet nu aldrig uinteressant.

’Stronger withEach Tear’ rummer umiddelbart bare endnu en ret melodramatisk række bekendelser fra Blige, der dog nede i nuancerne lyder mere inspireret af Aretha Franklin end Oprah Winfrey på studieskive nummer ni, som viser en relativt afklaret og fokuseret side af newyorkeren, der fylder 39 i januar.

Nøglenummeret er afsluttende ’I Can See In Color’, hvor Blige synger sig helt ud med skælvende sårbarhed og en nærmest gudfrygtig kraft, der trods himmelvendt patos aldrig forfalder til Mariah Aguilera-lignende ulidelighed, og balladen formidler rørende en eksistentiel åbenbaring i kvindens turbulente følelsesliv.

Karrierens korteste
Højdepunktet overrasker smagfuldt i form af støvet soul-æstetik, men ellers er ’Stronger withEach Tear’ produceret tilsat digital og minimalistisk middelmådighed, som dog fungerer på en bund af stabil sangskrivning.

Albummets særlige styrke er imidlertid, at den unge veteran omsider begrænser sig, og med en spilletid på 48 minutter er værket karrierens korteste, hvilket giver sangene et anderledes let flow, og Blige formår at fastholde opmærksomheden fra det æggende groove på åbneren ’Tonight’ over boblende ’Good Love’ og vrikkende ’I Love U (Yes I Du)’, til ’I Can See In Color’ rinder ud.

Lydmæssigt kunne ’Stronger withEach Tear’ være fra 1999, og kærlighedskvalerne kunne dybest set dateres 1899, men i en troløs genre, hvor døgnfluerne basker desperat til de nyeste beats, er en modnet primadonnas sjælfulde stilstand et bevis på, at satser fortidens stjerner på det tidløse, så kan de stråle i både samtid og fremtid.

Mere fra Ekstra Bladet+

Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+