Engle og dæmoner for helvede

Årets på flere måder mest tungtvejende plader endevendes i anledning af de kommende dages metalfestival Copenhell

Morbid Angel - veteranerne fra Tampa, Florida tilhører stadig metal-eliten. (Foto: Target)
Morbid Angel - veteranerne fra Tampa, Florida tilhører stadig metal-eliten. (Foto: Target)

Artillery: 'My Blood' (Metal Mind/Target)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Helhorse: 'For Wolves and Vultures' (Mighty/Target) Koncert fredag 17. juni på Copenhell

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Morbid Angel: 'Illud Divinum Insanus' (Season of Mist/Target) Koncert lørdag 18. juni på Copenhell

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Autopsy: 'Macabre Eternal' (Peaceville/Target) Koncert på Roskilde Festival

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Crowbar: 'Sever the Wicked Hand' (Century Media/EMI)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

The Haunted: 'Unseen' (Century Media/EMI)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Så er helvede kommet til København. Igen. Fredag og lørdag er der atter storstilet metalfestival i hovedstaden, når Copenhell for anden gang raser løs på Refshaleøen. Det skal nok blive satans hyggeligt.

Programmet er i hvert fald både gedigent og grumt. Et spændende nyt tiltag siden i fjor er, at der er opprioriteret på den danske front med en fuldblodstalentscene med flere habile bud på, hvad kongeriget kan levere nu om dage, når det gælder om at skrue guitaren op på minimum 11.

Eneste anke er, at det for gammel venskabs skyld ville have klædt programmet, hvis det havde inkluderet de go’e, gamle thrash-frontløbere Artillery - deres fængende og fræsende forårsopus, ’My Blood’, er endnu et solidt skyts fra artilleriet fra Tåstrup. Det er ikke alt metal, der ruster.

Black Blicher
Men tilbage til helvede: Copenhell rummer nemlig meget andet. På den rødhvide front er det især værd at bemærke opkomlingene Helhorse, der i foråret viste gode tunge takter på debutalbummet ’For Wolves and Vultures’. Hvis Phil Anselmo var vokset op med både Black Sabbath og Steen Steensen Blicher havde Down lydt noget i retning af Helhorse.

Men selv om Down er et oplagt forbillede, har den københavnske sekstet hestekræfter nok til at stå på egne ben, ikke mindst i kraft af den bomstærke frontmand Mikkel Wad Larsen. En af Helhorses styrker er nemlig, at de møgbeskidte sange er så tilpas melodiske, at selv Infernals Lina Rafn har meldt sig som fan. Måske kommer hun også til Copenhell?

Drastiske reaktioner
Et af de indiskutable hovednavne er dødsmetal-pionererne Morbid Angel, og Florida-kvartetten er klar med deres første album i hele otte år, ’Illud Divinum Insanus’ - de belæste barbarer har, lige siden de begyndte karrieren for godt 25 år siden, navngivet deres plader fra A og frem i alfabetisk rækkefølge, så gæt selv, hvilket nummer dette er i rækken.

Det nye udspil har været længe ventet, fordi den oprindelige frontgrowler, David Vincent, gør comeback efter 15 års pause, og som det gerne går, når forventningerne til forveksling ligner hysteri, har reaktionerne allerede været drastiske: Enten henrykte eller hadske.

’Illud Divinum Insanus’ er nemlig langt fra nogen arketypisk Morbid Angel-plade - de virtuose vildmænd har sat tempoet drastisk ned i forhold til de seneste skiver, integreret trommemaskiner og elektroniske eksperimenter og sågar tilladt sig at lave oplagte råbe-refræner! Uha da.

Men undertegnede tilhører den glade gruppe. Det er efterhånden hele 17 år siden, at Morbid Angel allierede sig med Laibach om en række remixes, så brug af beats og industrielle impulser er ikke noget nymodens lir, veteranerne lige pludselig har hittet på. Hvorfor blive så oprørt?

Aflyst zombie
Det vrimler med elegante instrumentale detaljer - dog ærgerligt, at strygerne hist og pist stammer fra en synthesizer - og jeg skråler gerne med, når de morbide engle i weekenden folder vingerne ud og be’r alle agere kor på flænsere som ’Blades for Baal’ og ikke mindst ’I Am Morbid’, der snildt kan gå hen og blive ny slagsang i fanklubben.

Nej, ’Illud Divinum Insanus’ er ikke nogen dødsmetal-milepæl som Morbid Angels første par plader, men hvis man er til konservativ dødsrallen, vil man formentlig foretrække Autopsys nye album, der ikke lyder spor nyt. Her er dømt flashback til 1980’erne og 90’erne, da den gendannede californiske kvartet havde deres storhedstid.

’Macabre Eternal’ er ikke ulidelig, men ud over den 11 minutters semi-episke ’Sadistic Gratification’ - åh ja, disse storslåede sangtitler! - er hele affæren underligt uambitiøs og ofte frustrerende gumpetung. Det er lidt sørgeligt, at dette er et af heavy-hovednavnene på Roskilde Festivalen, og efter Rob Zombie har aflyst sin visit er det i det hele taget så som så med på alle måder tungtvejende navne på Dyrskuepladsen.

Dæmonisk opgør
Et af de bedre bestialske bekendtskaber på Roskilde-programmet, New Orleans-støjmetallerne i Eyehategod, burde have fået følgeskab af bysbørnene i Crowbar, der med ’Sever the Wicked Hand’ står bag en af årets metaludgivelser - et hovedværk i deres allerede robuste diskografi.

Crowbar har længe været et af metalverdens mest elskede kultbands, der både i krop og pondus har fået tilnavnet klodens tungeste band. På det nye album er det tydeligt, at dette gælder liv eller død for bandboss Kirk Windstein - for ham er hele pladen et opgør med den dæmoniske alkoholisme, der har plaget staklen i årevis. Heftige sager.

Svensk ædelmetal
Og inden vi lukker og slukker for de ekstreme udskejelser denne gang, skal vi lige nævne endnu et af årets ypperste stykker ædelmetal: The Haunteds ’Unseen’. Det svenske band startede som snerrende Slayer-hyldest, men har plade for plade fundet deres helt egen sound, som forener thrash-vildskab med melodisk følsomhed og dragende dybder i lydbilledet, som er signeret den danske superduperproducer Tue Madsen.

’Never Better’ hedder åbneren, og den titel siger sådan set alt om bandets format denne gang. Klassekompositionerne står i kø og positionen som Skandinaviens bedste metalband bør vist være sikret.

Men lad os et kort øjeblik glemme broderfolket - nu gælder det årets metalevent på dansk grund: Copenhell, here we go!

1 af 5 Artillery - de fortjener sgu ikke at være ude i kulden. (Foto: Target)
2 af 5 Helhorse - møgbeskidte stortalenter fra København. (Foto: Target)
3 af 5 Crowbars Kirk Windstein - skægabe med dæmoner. (Foto: Matt Trobly)
4 af 5 The Haunted - Skandinaviens bedste metalband? (Foto: Olle Carlsson)
5 af 5 Morbid Angel - veteranerne fra Tampa, Florida tilhører stadig metal-eliten. (Foto: Target)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.PK Keränen: 'Serobi Songs' (Playground-album/Ude 31. januar)
2.Jonathan Wilson: 'Dixie Blur' (Bella Union-album/Ude 6. marts)
3.Jackie Lynn: 'Jacqueline' (Drag City-album/Ude 10. april)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.American Football: 'Year One Demos' (Polyvinyl-ep/Ude nu)
2.Sondre Lerche: 'Britney' (PLZ-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere