Rødglødende legende

Robbie Robertson i samarbejde med blandt andre Eric Clapton på formfuldendt nyt album

Eric Clapton og Robbie Robertson (til højre) i guitaristernes mestermøde. (Foto: AP)
Eric Clapton og Robbie Robertson (til højre) i guitaristernes mestermøde. (Foto: AP)

Robbie Robertson: 'How to Become Clairvoyant' (429/Univesal) Udkommer mandag 11. april

Det er lidt paradoksalt, at det er en canadier af jødisk-indiansk afstamning, der står bag noget af den mest ærkeamerikanske musik, man kan forestille sig. Men det er ikke desto mindre tilfældet med Robbie Robertson, en af hovedsangskriverne i The Band, der i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne lagde fundamentet til det, vi kalder roots-rock, americana og alternativ country.

Efter The Bands opløsning har den nu 67-årige Robertson primært leveret musik til filmindustrien ikke mindst i tæt samarbejde med vennen Martin Scorsese. Og ’How to Become Clairvoyant’ er hans blot femte udspil som solist og det første i hele 13 år. Til gengæld har det været ventetiden værd.

Prominente gæster
En sejt svingende og stemningsmættet samling, der bestemt ikke fornægter mandens rødder, men også besidder et distinkt moderne touch, der nok til dels kan tilskrives produceren Marius de Vries (Bjørk m.fl.). Væk er de indianske toner, der karakteriserede legendens to foregående udspil, og tankerne ledes i stedet hen på ’Robbie Robertson’ (1987) og ’Storyville’ (1991).

Prominente gæster som Trent Reznor, Steve Winwood og Tom Morello (Rage Against the Machine) dukker op her og der, men hovedsparringspartneren er Eric Clapton, der medvirker på syv af de 12 sange, mest tydeligt på den fremragende ’Fear of Falling’.

Tekstmæssigt er der for det meste tale om nostalgiske (men aldrig flæbende sentimentale) tilbageblik på Robertsons mange år på landevejene (’Straight Down the Line’, ’When the Night Was Young’, ’He Don’t Live Her No More’ m.fl.), og det er svært ikke at høre ’This Is Where I Get Off’ som en sang om bruddet med The Band.

Stor indlevelse
Robertson har aldrig været den store vokalist (det havde han jo Levon Helm, Rick Danko og Richard Manuel til at tage sig af i The Band), men det kompenserer han så rigeligt for med stor indlevelse. ’How to Become Clairvoyant’ er måske ikke rig på enkeltstående mestersange på niveau med ’The Weight’ eller ’The Night They Drowe Old Dixie Down’ - det ville nok også være for meget forlangt - men der er tale om en formfuldendt, billedskabende time, der understreger, at rygterne om albumformatets død er stærkt overdrevne. Og så svinger det som sagt som ind i H…