Drama med Queen

Rockbandets fem første værker genudgives - de strutter umiskendeligt som virile fjerboaer

Queen - et af musikhistoriens mest udskældte og elskede orkestre.  (Foto: Universal)
Queen - et af musikhistoriens mest udskældte og elskede orkestre. (Foto: Universal)

Queen: 'Queen' (Island/Universal)

Queen: 'Queen II' (Island/Universal)

Queen: 'Sheer Heart Attack' (Island/Universal)

Queen: 'A Night at the Opera' (Island/Universal)

Queen: 'A Day at the Races' (Island/Universal)

Beskedne har man aldrig kunne beskylde Queen for at være.

Orkesteret kunne jo selvfølgelig have kaldt sig King, men selv da de hæmningsløst flamboyante englændere hverken var en prins eller en prinsesse, opførte orkesteret sig med majestætisk vælde.

Det kan man forsikre sig om på genudgivelserne af gruppens fem første album, der dog nok nærmere skal tituleres værker. Få bands i historien er elsket og latterliggjort som Queen, og man må sige, de selv var ude om det.

Vilde temposkift
Fantasterne lagde fundamentet til deres fjerboa-struttende cocktail af glinsende metal, ekstravagant glam, behåret progrock og hysterisk teaterpop med debuten fra 1973, der bare hedder 'Queen', men titlen var også det eneste fantasiforladte ved det opus.

Englændernes tidstypiske Tolkien-tekster som på eksempelvis 'My Fairy King' blev ikke mindre tålelige af Freddie Mercurys hvinende falset, men navnlig de heftige rocknumre, 'Keep Yourself Alive' og 'Liar', viste med vilde temposkift, ambitiøse konstruktioner og storskrydende attitude, at kvartetten havde kvaliteter, der kunne leges videre med.

Elastisk spandex
Det blev dog ikke året efter på 'Queen II', som savnede forgængerens fandenivoldskhed og Brian Mays karakteristiske powerriffs, der var næsten ligeså svulmende som guitaristens hårpragt, da de allerede samme år udsendte 'Sheer Heart Attack'.

Skiven var slængets hidtil mest bombastiske og stramt iscenesatte, og fra pianopop på 'Killer Queen' over glamrock'n'roll på 'Now I'm Here' til hæsblæsende 'Stone Cold Crazy', som Metallica har indspillet, demonstrerede Queen, hvor meget elastik, der var i deres musikalske spandex.

Ultimativ klassiker
Plateaustøvlerne kunne ikke blive højere end på det voluminøse hovedværk 'A Night at the Opera' fra 1975, der optimerede Queens univers, og i form af evergreenen 'Bohemian Rhapsody' skabte Mercury den ultimative klassiker med bandets virkemidler i et perfekt orkestreret og skamløst melodramatisk musikteater på seks svimlende minutter.

'A Night at the Opera' var konstrueret til at fylde Wembley med Mercury som centrumsfigur i en pompøs parade, og kæmpesuccesen var med til at definere 1970'erne som et årti, hvor hverken buksebenene eller idéerne kunne blive store nok.

Queens femte album, 'A Day at the Races', var en typisk toer i forhold til 'A Night at the Opera' og bare endnu en nat i operaen, men ikke mindst boogie-åbneren 'Tie Your Mother Down' glinsede i skyggen af pragtværket, der står som himmelstormernes højdedrag.

Excentrisk aftryk
Lyden på alle fem album er restaureret med respekt og dynamik, og skiverne har alle en håndfuld bonusnumre i form af alternative versioner og liveudgaver, der dog ikke ligefrem ændrer radikalt på indtrykket af Queen.

Men hvad kunne næsten også gøre det? Få bands har på så overvældende vis sat deres helt særlige og excentriske aftryk på musikhistorien, og efter musicalen 'We Will Rock You' lige har forladt Danmark, er der nu en ny lejlighed til at opdage eller genopdage den originale vare.

Og originaler det var Queen i hvert fald.