Barband i luksusklassen

Tom Petty & The Heartbreakers giver en ordentlig omgang berusende rock'n'roll

Tom Petty i Las Vegas anno 2006 - stabil sydstatsmand på omfattende 'The Live Anthology'. (Foto: AP)
Tom Petty i Las Vegas anno 2006 - stabil sydstatsmand på omfattende 'The Live Anthology'. (Foto: AP)

Fejl 503

Man kan desværre ikke beskylde Tom Petty & The Heartbreakers for ligefrem at have overrendt Danmark de senere år, men det triste faktum bliver lidt lettere at håndtere i selskab med koncertkollektionen ’The Live Anthology’, der over 4 cd’er med en samlet spilletid på knap 4 timer samler 47 numre fra årene 1980-2007.

Udgivelsen er således et monument over et af USA’s mest afholdte livenavne, og selv om man sagtens kan savne, at Tom Petty & The Heartbreakers viste tænder lidt oftere, så forsvarer veteranerne ubesværet deres hjørne af verdensrocken som et såre sympatisk, velspillende og traditionsbevidst barband i luksusklassen.

Imponerende alsidighed
Ved ikke at servere numrene i kronologisk rækkefølge og i stedet at satse på en afvekslende lytteoplevelse konstruerer Petty en troværdig illusion om, at man står med en Budweiser i poten på et stadion et sted i Midtvesten, og Heartbreakers lyder som Heartbreakers, hvad enten vi er i Los Angeles, Californien anno 1981 eller Manchester, Tennessee 25 år senere.

Alsidigheden i gruppens repertoire understreges af, at blandt hele 13 coverversioner veksler slænget mellem alt fra Grateful Dead og Willie Dixon over Bobby Womack til Van Morrison, og der bliver såmænd også plads til en fabelagtig funky fortolkning af Booker T & The MG’s’ klassiske ’Green Onions’ samt en gedigen udgave af John Barrys gyldne James Bond-tema, ’Goldfinger’.

Rørende manifestation
Blandt Pettys egne skæringer er der flosset nerve i vindermelodien ’Even the Losers’, og ’Refugee’ gynger på et gnistrende groove, som er Crazy Horse værdigt, men flere udbrud af fællessang skamferer helheden noget, og glimtvis har Heartbreakers også en tendens til at trække sangene i langdrag, hvilket dog giver mesterguitaristen Mike Campbell rig lejlighed til at demonstrere evner langt ud over det sædvanlige.

’Mary Jane’s Last Dance’ vugger voluminøst på rå gennemslagskraft, og optaget hjemme i Gainesville, Florida fremstår en ubærlig intim ’Southern Accents’ som et rørende manifest fra nogle af rock’n’rolls mest pålidelige ambassadører.

’The Live Anthology’ er en kærkommen tilføjelse til Tom Petty & The Heartbreakers' kvalitetsbevidste katalog.

1 af 2 Tom Petty - kan slet ikke få armene ned... (Foto: AP)
2 af 2 Tom Petty i Las Vegas anno 2006 - stabil sydstatsmand på omfattende 'The Live Anthology'. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Iggy Pop: 'Free' (Loma Vista-album/Ude 6. september)
2.!!!: 'Wallop' (Warp-album/Ude 30. august)
3.Giant Sand: 'Recounting the Ballads of Thin Line Men' (Fire-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere