Fornøjelige Fogerty

Store John er herligt selskab selv i sminket tilstand på koncert-dvd fra Royal Albert Hall

John Fogerty - den aldrende mester fra Californien finder atter en grimasse, der kan passe. (Foto: AP)
John Fogerty - den aldrende mester fra Californien finder atter en grimasse, der kan passe. (Foto: AP)

John Fogerty: 'Comin' Down the Road - The Concert at Royal Albert Hall' (Verve/Universal)

Den gode gamle Creedence Clearwater Revival-frontmand John Fogerty har meget passende gang i en respektindgydende revival, der på dansk grund kickstartede tilbage i 1997 under et ekstatisk supershow i styrtregn på Roskilde Festival.

Siden har den nu 64-årige kapacitet fra Berkeley, Californien jævnligt været forbi med klassikerparader af lidt svingende kvalitet i blandt andet Valby, København, Aalborg, Odense og senest i Jelling sidste sommer, hvor veteranen leverede en aldeles medrivende optræden på den lokale musikfestival.

En måned senere indtog Fogerty hæderkronede Royal Albert Hall i London for første gang i 37 år, og koncertoptagelsen fra 24. juni foreligger nu på nydeligt filmet dvd med energibundet i centrum for sin sædvanlige opvisning i særdeles økonomisk og ultradynamisk sangskrivning.

Sjældent mådehold
Fogerty mestrer kunsten at komponere tilsat et sjældent mådehold, og hans unikke greb om såre enkel effektivitet fremstår atter lallende ubesværet, men indledningsvis virker mandens maniske udadvendthed imidlertid en anelse anspændt, hvilket sagtens kan skyldes, at selv en rutineret rocker bliver hæmmet af kameraer helt oppe i ansigtet.

Traditionalisten har tydeligvis fået sminket rynkerne ud af sit brede smil, og det samme kan man desværre sige om det lidt for kliniske og noget unuancerede lydbillede, der udvander Fogertys sumpede sound, og man savner ofte Creedences mere snavsede charme.

Backingbandets flair for country-twang og afvekslende instrumentering med både dobro, fiddle, mandolin og banjo kompenserer lidt for den ensartede produktion, og selv om detaljerne har det med at forsvinde i den polerede vellyd, så giver hele fire guitarister en vis gennemslagskraft.

Sønnerne på scenen
Fra Fogertys på det tidspunkt aktuelle album, ’Revival’, imponerer to afdæmpede numre, ’Gunslinger’ og ’Broken Down Cowboy’, men trods mange glimrende sange gennem solokarrieren kan de naturligvis ikke hamle op med striben af evergreens fra Creedence-tiden omkring 1970.

I en forrygende finale hiver Fogerty sønnerne på scenen, og flankeret af fem guitarister er ’Up Around the Bend’ nærmest punk, mens også ’Fortunate Son’ får en til at føle sig usædvanligt heldig.

100 ganske herlige minutter slutter med ’Proud Mary’, og selv uden at spille mesterværker som ’Green River’, ’Bad Moon Rising’, ’Who’ll Stop the Rain’ og ’Have You Ever Seen the Rain?’ har Fogerty atter mindet om sit formidable format.

Lad os håbe han snart besøger os igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Iggy Pop: 'Free' (Loma Vista-album/Ude 6. september)
2.!!!: 'Wallop' (Warp-album/Ude 30. august)
3.Giant Sand: 'Recounting the Ballads of Thin Line Men' (Fire-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere