Radiohead deluxe

Slå antennerne ud til briternes bedste og værste værk, der genudsendes i luksusudgaver med bugnende ekstramateriale

Thom Yorke fra Radiohead - i København på turné med mesterværket 'OK Computer' anno 1997. (Foto: Lars Poulsen)
Thom Yorke fra Radiohead - i København på turné med mesterværket 'OK Computer' anno 1997. (Foto: Lars Poulsen)

Radiohead: 'Pablo Honey' (Parlophone/EMI

Radiohead: 'The Bends' (Parlophone/EMI)

Radiohead: 'OK Computer' (Parlophone/EMI)

Da Radiohead debuterede i 1993 under grunge og Britpop-æraen med famlende ’Pablo Honey’, var der ikke meget, der indikerede, at de fem blegnæbbede skolekammerater fra Oxford snart skulle definere en generation i form af pragtværket ’The Bends’ og ikke mindst mesterværket ’OK Computer’.

Gruppens tre første album genudgives nu i luksusudgaver med alskens ekstramateriale på både cd og dvd, der nok mest henvender sig til segmentet, som har idol-plakater over sengen, og i fornem lydkvalitet er det fascinerende at opleve kvintettens eksplosive udvikling fra akavede ungersvende til magtfulde mænd.

Fraset det nihilistiske hit ’Creep’ er der ikke meget at komme efter på Pixies-inspirerede ’Pablo Honey’, men opfølgeren ’The Bends’ fra 1995 er markant anderledes velfunderet i alle facetter af Radioheads melodiske og inderligt gnistrende guitarrock, hvor nærmest skulpturelle indslag som ’High and Dry’, ’Fake Plastic Trees’ og titelnummeret tindrer.

Kompleks og kryptisk
Selv disse anseelige slagsange for sjælesyge udskud havde imidlertid ikke format til at forberede verden på orkesterets store statement, der foldede sig langsomt ud i sommeren 1997 under titlen ’OK Computer’. En kompleks og kryptisk klassiker, som svimlende ambitiøst indfangede tidsåndens fremmedgørende teknologi og globalisering så i hvert fald Radiohead gav mening.

Fra Chris Martins drengeværelse til Mikael Simpsons sovekammer blev der taget noter, og det er på godt og ondt svært at komme i tanke om et britisk band siden punken, som har haft større indflydelse på populærmusikken.

Men man tilgiver altså gerne Radiohead for både Muse og Saybia, så længe antennerne stadig kan slås ud til klaustrofobiske ’Climbing Up the Walls’ fra ’OK Computer’ eller en af de andre skæringer, der er tatoveret ind i sjælen på en årgang af outsidere.