Britney i brunst

Miss Spears imponerer med virilt vrikkende album-comeback på 'Blackout'

Britney Spears - lyder mere som en potent pornostjerne end en plat popstjerne. (Foto: AP)
Britney Spears - lyder mere som en potent pornostjerne end en plat popstjerne. (Foto: AP)

Britney Spears: 'Blackout' (Jive/Sony BMG) Udkommer mandag

Med en af musikhistoriens mest spektakulære nedture siden Michael Jackson holdt op med at være neger, virker det efterhånden, som om Britney Spears ikke kun kæmper for karrieren, men også for regulær overlevelse.

Den 25-årige amerikaner står i lort til halsen, men i form af det nærmest chokerende stærke comeback-album, 'Blackout', giver hun vitterligt sig selv en livline, der burde kunne trække popprinsessen ud af det søle, som popkongen blot sank dybere ned i med stinkeren 'Invincible'.

Til de inciterende toner af skamløst struttende silikone-disco fråder Britney over sladderpressen på 'Piece Of Me', mens 'Why Should I Be Sad?' er en ætsende kommentar til eksmanden Kevin Federline.

Dunkle stripbarer
Ellers hviner, hyler og stønner Britney såmænd mest om sex, sex og mere sex, og hendes spinkle stemme manipuleres i en grad, så hun lyder som en liderlig smølf under fødselsforberedende vejrtrækningsøvelser.

Det er uhyrligt underholdende og mere pornostjerne end popstjerne, men det fungerer faktisk fortrinligt, fordi hendes enorme hold af sangskrivere har kreeret et forførende funky sæt sange, der vil virke fra morgenfriske fitnesscentre over alverdens dansegulve til de dunkleste stripbarer.

Britney selv har vist blot skrevet det andet 'ooh' til 'Ooh Ooh Baby', men hitfabrikken spytter til gengæld adskillige potentielle singler ud, og robot-boogierne 'Break The Ice', 'Get Naked (I Got A Plan)' og ikke mindst æggende 'Gimme More' er dristig døgnfluepop, der basker balstyrisk.

Blændende fortrin
Det kan godt være, parykken er sort for tiden, men Britney er altså stadig blond, og i stil med sit forbillede, Madonna, er afdæmpet eftertænksomhed ikke ligefrem skandale-magnetens mest blændende fortrin, og det har hun omsider taget konsekvensen af ved at udelade de rørstrømske ballader, der sædvanligvis skamferer hendes skiver.

Så snart hun sætter tempoet en anelse ned på en skæring som 'Perfect Lover', begynder festen at fuse lidt ud, og som enhver uansvarlig terapeut vil bevidne, så er moralen, at man skal feste sig ud af elendigheden, og det forsøger Britney så sandelig.

Slet ikke dårligt af en skaldet popsanger.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller