Rablende vanvid fra Manchester

WU LYF er ved at eksplodere af ungdommelig dumdristighed på anarkistisk debutalbum

WU LYF - egensindige englændere og et sært dragende bekendtskab. (Foto: VME)
WU LYF - egensindige englændere og et sært dragende bekendtskab. (Foto: VME)

WU LYF: ’Go Tell Fire to the Mountain’ (L Y F/VME) Udkommer tirsdag 14. juni

I en tid hvor langt de fleste har travlt med at lyde som et udvandet ekko af et klassik band fra populærmusikkens svundne storhedstid, er det forfriskende at stifte bekendtskab med WU LYF, der er næsten ligeså usædvanlige som bandnavnet, der er en forkortelse af World Unite Lucifer Youth Foundation.

Gruppens barokke debutalbum, ’Go Tell Fire to the Mountain’, er en gakket og alligevel sært fascinerende oplevelse, der afslører de lyssky unge anarkister fra Manchester som egensindige kumpaner, der forsager konventionerne på et sælsomt, småpsykedelisk trip.

Stræber efter magi
Og hvordan lyder de så? Tja. Som lidt tidlig Kings of Leon, en anelse Sigur Rós, ånden fra Happy Mondays og en helt masse WU LYF på et slingrende trip, hvor en grumset produktion domineret af orgel og Ellery Roberts' uforståeligt messende vokal minder om en slags mystisk djævleuddrivelse, der nu er sært livsbekræftende i dens halsløse stræben efter magi.

LÆS OGSÅ: DA ROCK'N'ROLL VAR BINDEGAL

Omkvæd er ikke noget, som ensemblet benytter i stor udstrækning, og umiddelbart virker sangskrivningen ret tilfældig, men selv om man godt kunne savne flere farver og nuancer, så åbner ’Go Tell Fire to the Mountain’ sig langsomt op som en lille dragende skive fuld af ungdommelig frygtløshed.

Herligt.

1 af 2 Coveret til 'Go Tell Fire to the Mountain' med WU LYF.
2 af 2 WU LYF - egensindige englændere og et sært dragende bekendtskab. (Foto: VME)
0 kommentarer
Vis kommentarer