Engang kunne man ikke undgå at headbange til Neil Young. Nu fremkalder ikonet snarere hovedrysten.

Den canadiske kæmpes nye indfald, ’Fork in the Road’, er endnu et ganske bevidstløst udslip, der indikerer, at Young må være omgivet af rygklappere og ja-sigere.

Rigtige venner ville diskret trække veteranen til side og gøre spillemanden opmærksom på, at han var faret vild helt ude i en hampplantage.

Ekstremt impulsivt
’Fork in the Road’ er nært beslægtet med makværker som ’Greendale’ og ’Living With War’, hvor Youngs naive hippie-mentalitet og svigtende sangskrivning også blev præsenteret i ufiltreret form, og atter fremstår et album fra Young ekstremt impulsivt.

Det giver uundgåeligt skæringerne et løssluppent præg, der måske umiddelbart er ganske herligt, men Young forveksler desværre kunsten at skrive en sang med øvelokale-øvelsen, som går ud på at vugge voluminøst derudad på et fedtet groove.

Planetens forfald
Alene den richterskala-rockende lyd af legenden og hans bragende backingband borger for en vis gammelkendt kvalitet, der dog ikke helt kan overdøve teksterne, som den 63-årige fantast formentlig nedfældede på en pizzabakke, hurtigere end han kunne nå at æde indholdet.

Lyrikken kredser minsandten om mandens syn på planetens forfald og ikke mindst hans eksperimenter med alternativt brændstof til garagens antikke Lincoln, men midt i den tossegode middelmådighed og kreative formørkelse lyser ’Light a Candle’ pludselig op som en underskøn countryballade.

Alt i alt har der dog næppe været et bedre tidspunkt at minde verden om, at en af Youngs store passioner er at lege med modeljernbane. Hvad mere er der egentlig at sige?