Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Charlies engle og ulykker

Countrykapaciteten Charlie Louvin knirker pragtfuldt, hvad enten han hylder Herren eller sænker Titanic

Charlie Louvin - veteranen er blomstret forbavsende flot op i karrierens vinter. (Foto: AP)
Charlie Louvin - veteranen er blomstret forbavsende flot op i karrierens vinter. (Foto: AP)

Charlie Louvin: 'Steps to Heaven' (Tompkins Square/import)

4

Charlie Louvin: 'Sings Murder Ballads and Disaster Songs' (Tompkins Square/import)

4

Som den yngre del af duoen The Louvin Brothers er Charlie Louvin garanteret status af countryklenodie, men manden kan bestemt ikke beskyldes for at slumre i de berømte laurbær, efter den nu 81-årige knark er blomstret forbavsende flot op i karrierens vinter.

På sidste års Grammy-nominerede 'Charlie Louvin' assisterede blandt andre George Jones, Elvis Costello og Jeff Tweedy et yderst klædeligt comeback, og i år er legenden fra Alabama minsandten allerede aktuel med hele to respektindgydende skiver, der som 'Charlie Louvin' er smagfuldt iscenesat af den nænsomme Lambchop-producer Mark Nevers.

Efterårets intime og ligeledes Grammy-nominerede 'Steps to Heaven' genkalder The Louvin Brothers' højstemte countrygospel anno mesterværket 'Satan is Real' fra 1960, og spartansk instrumenteret af fortrinsvis piano bliver en hymne som 'Precious Lord, Take My Hand' bestemt ikke mindre rørende af, at man mandens alder i betragtning desværre må indstille sig på, at han snart stiller cowboystøvlerne.

Alverdens ondskab
Louvins stemmebånd slår dybe sprækker, og det før så himmelske organ rummer i dag mindre styrke end Niels Skousens, men den vejrbidte vokal er et vidunderligt vidnesbyrd om veteranens visdom, der dog druknes når tre hensynsløse gospelmamas lukker helt op for sluserne og forstyrrer den ellers fintfølende omfavnelse af Louvins flot, falmede format.

Netop udsendte 'Sings Murder Ballads and Disaster Songs' er trods temaet en mere liflig og livlig oplevelse, hvor Louvins lakoniske galgenhumor skønt swinger sig gennem pragtfuldt knirkende anekdoter om alverdens ondskab og katastrofer fra dengang nyhederne blev publiceret med den seks-strengede omkring lejrbålet.

Allerede i '56 udsendte The Louvin Brothers 'Tragic Songs of Live', og storebror Ira kørte sig ihjel i en døddrukken trafikulykke i '65, så det er ikke ligefrem første gang lillebror Louvin beskæftiger sig med tragedier, der da også hjemsøger ham på 'Wreck on the Highway', som kunne være skrevet om Iras endeligt.

'Dark as a Dungeon' vil næppe gøre minedrift mere populært, og 'Down with the Old Canoe' sender Titanic til bunds endnu engang, mens Charlie Louvin både musikalsk og spirituelt er på vej i den modsatte retning.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Musik
Mest læste i Musik
Hent flere

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Tyler Childers: 'Purgatory' (Hickman Holler-album/Ude 5. januar)
2.Henning Stærk: 'Big Boss Man' (Strongman-single/Ude 19. december)
3.De Forbandede: 'Den evige nat' (Some Studio-album/Ude 15. december)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.New Order: 'NOMC 15 - Live' (Mute-album/Ude nu)
2.Wilco: 'A.M. - Special Edition' (Sire-album/Ude nu)
3.Whitney: 'Light Upon the Lake - Demo Recordings' (Secretly Canadian-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen