Rock’n’roll er blevet en genre for nostalgikere, og efterhånden er det bedste, man kan håbe på, at de nye i faget kan levere en hæderlig stiløvelse, mens veteranerne lyder, som de altid har gjort - bare værre.
Undtagelsen er eneren Jennifer Herrema, der på respektindgydende og respektløs vis stadig formår at spille djævelens gode gamle musik, så den forekommer at være skudt afsted fra en fjern fremtid som en slags delirisk, elektrisk boogie.
Siden slutningen af 1980’erne har sangerinden, sangskriveren og produceren fra Washington, D.C. sluppet et beskidt dusin album i front for Royal Trux og siden RTX, men inspirationen er forbavsende nok lysende intakt på ualmindeligt dopede ’Rad Times Xpress IV’.
LIDT FOR SURT SHOW MED KURT VILE
Pragtskiven udgives under bandnavnet Black Bananas, og Herrema går vitterligt fuldkommen bananas gennem tre kvarter, hvor hun tvinger sin futuristiske rock’n’roll endnu længere ud i galaksen på en fræsende tour de force. Inspirationskilder som George Clinton, ZZ Top, The Stooges og Prince flimrer i bakspejlet og bruges, udnyttes og kastes ud i rendestenen igen i rasende tempo.
Ramponeret æstetik
De psykedeliske og kalejdoskopiske toner præsenteres i nærmest uigennemtrængelige lag på lag på lag, og umiddelbart er skæringerne skødesløse på grænsen til kaotiske, men dykker man under overfladen fascinerer pladen som et detaljeret, avanceret og sindrigt gennemarbejdet hovedværk.
Herrema har altid haft svært ved at skrive stærke sange nok til et helt album, men ’Rad Times Xpress IV’ er hendes mest kvalitetsbevidste og homogene udspil, og i et neonfarvet og chrom-glinsende lydbillede overvælder især riff-monsteret ’My House’, soulballaden ’Acid Song’ samt afsindigt funky ’Hot Stupid’.
Vildbassens sans for ramponeret æstetik afgrænser Herremas unikke univers, og hendes forrykte junkie-vokaler parres skamløst med en stil, der signalerer tyggegummi, stripbarer, B-film og flippermaskiner.
En superskive og en hjerneblæser, der argumenterer gevaldigt godt for, at rock’n’roll har en fremtid.
.jpg)
