Queens of the Stone Age har brugt karrierens længste pladepause på at genopfinde sig selv, men ’…Like Clockwork’ er lyden af et grænsesøgende band i ingenmandsland.

Seks år efter Josh Hommes californiske ørkenrockere udsendte ’Era Vulgaris’, har de udover faste inspirationskilder som Led Zeppelins progressive sangstrukturer og krautrockens robotbeats ikke mindst ladet sig inspirere af David Bowies glamperiode.

Stilikonets spacy dekadence hviler tungt over ballader som ’The Vampyre of Time and Memory’ og ’Kalopsia’, mens ’If I Had a Tail’ og ’Smooth Sailing’ strutter med fjerboa og læbestift.

Prominente gæster
Markant fornyelse er kærkomment i Queens of the Stone Ages støvede univers, men tilsat vanlig prætentiøs skødesløshed fremstår bandets reinkarnation halvhjertet, og atter formår d’herrer ikke at skrive sange, der er medrivende nok.

Trods Queens of the Stone Ages bombastiske udtryk munder endnu et af deres album kun ud i antydningens kunst, og de evner heller ikke at integrere prominente gæster som Dave Grohl, Trent Reznor, Elton John og Mark Lanegan, så kapaciteterne får afgørende effekt.

Det dystopiske titelnummer er blandt pladens mest vellykkede skæringer, men symptomatisk lyder pianoballaden snarere som en nedslående konklusion end en ny begyndelse for Queens of the Stone Age.