Seattles stilskabende pladeselskab Sub Pop er synonym med grumset rockmusik fra grupper som Mudhoney, Soundgarden og ikke mindst Nirvana, men de senere år har Sub Pop ændret profil, og efter stor succes med folkbandet Fleet Foxes har foretagendet såmænd kastet sig over byens lokale hiphop-scene.

I fjor udgav selskabet således et af sæsonens bedste album i genren i form af debutalbummet ’Black Up’ fra Shabazz Palaces, der fik hjælp af THEESatisfaction, som nu udsender deres egentlige debut, spændende ’awE naturalE’.
Duoen er fra Seattle og består af Stasia Irons og Catherine Harris-White, der både har skrevet og produceret pladen selv tilsat en befriende naturlig slags hjemmelavet professionalisme.
Stimulerende drive
THEESatisfaction formår på blot 31 minutter at skabe en indtagende collage over den sorte musikhistorie fra jazz over soul til hiphop, men kvinderne udstyrer deres nysgerrige trip med en futuristisk lakering, så ’awE naturalE’ vil tilbage til fremtiden og frem til fortiden på samme tid.
Gruppens mylder af idéer og kriblende æstetik virker til tider lidt for flygtig, og 'Deeper' og 'Sweat' er blandt de få sange, der vitterligt sætter sig fast som markante numre.
Trods albummets abstrakte form og tendens til kosmisk og kalejdoskopisk kaos, så holdes det kreative univers nogenlunde sammen af en varm og imødekommende sound samt THEESatisfactions stimulerende drive og positive energi.
Et sympatisk og talentfuldt bekendtskab.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.