Legende hyler videre fra graven

Historiske koncertoptagelser med Hank Williams skamferes af svigtende lydkvalitet

Hank Williams - poeten fra Alabama blev kaldt 'the hillbilly Shakespeare'. (Foto: Polfoto)
Hank Williams - poeten fra Alabama blev kaldt 'the hillbilly Shakespeare'. (Foto: Polfoto)

Hank Williams: 'The Lost Concerts' (Time Life/Warner)

Hank Williams’ utallige radiooptrædener er blevet lanceret i stor stil de senere år, og de omfattende udgivelser har skabt nye nuancer i det stadigt mere fyldestgørende portræt af populærmusikkens måske mest sagnomspundne og fascinerende skikkelse.

Deciderede koncertoptagelser af countrykongen har dog aldrig været udsendt officielt før. Indtil nu.

Se også: Uhørt helligdom fra Hank

’The Lost Concerts’ rummer størstedelen af to relativt korte shows fra maj og juli 1952, og det er først og fremmest fængslende at opleve, hvor sprælsk og nærmest anarkistisk Hank underholder mellem numrene i forhold til den mere familievenlige og nøje forberedte komik, radioformatet dikterede.

Langt under bordet
Den galgenhumoristiske entertainer på 28 vintre forvandler sig dog til en gravalvorlig bedemand, så snart countrysalmerne skal synges, og det bliver de med en gennemtrængende smerte, der er som en issyl i hjertet til tonerne af blandt mange andre 'Cold, Cold Heart'. ’The Lost Concerts’ er endnu en understregning af, at Hank faktisk sang endnu bedre live end på de klassiske studieindspilninger.

Se også: Død legende spøger stadig

Udgivelsen skamferes desværre gevaldigt af, at der er frustrerende udfald i den ellers generelt ganske gode lyd fra maj-koncerten i Niagara Falls, New York, mens man skulle tro, at showet to måneder senere i Sunset Park, Pennsylvania er båndet af en fan, der er gået langt under bordet.

Hank selv fremstår forbavsende fuld af livsmod, men mindre end et halvt år senere var han død af druk, og en legende var født.

1 af 2 Coveret til 'The Lost Concerts' med Hank Williams.
2 af 2 Hank Williams - poeten fra Alabama blev kaldt 'the hillbilly Shakespeare'. (Foto: Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer