Skallesmækker fra Sinéad O'Connor

Den frygtløse ener er stadig helt sin egen på insisterende album, der dirrer af intens harme

Coveret til Sinéad O'Connors nye album, 'How About I Be Me (and You Be You)?'.
Coveret til Sinéad O'Connors nye album, 'How About I Be Me (and You Be You)?'.

Sinéad O’Connor: 'How About I Be Me (and You Be You)?' (One Little Indian/Target) Udkommer mandag 5. marts

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Sinéad O’Connor har valgt en ret utraditionel pr-strategi i forbindelse med sit nye album, som naturligvis hedder ’How About I Be Me (and You Be You)?’.

Først truede den iltre irer med selvmord på Twitter, og så blev hun gift, separeret og tilsyneladende lykkeligt forelsket igen i løbet af cirka syv minutter.

Se også: Sinéad efter selvmords-trusler: Jeg har det fint

’How About I Be Me (and You Be You)?’ er omtrent ligeså turbulent, og O’Connor er stadig en af de få, der kan leve op til en floskel som ’hudløs’.

De tre kvarter stritter vildt og uregerligt, men isoleret set fungerer størstedelen af sangene, og anarkiet holdes sammen af O’Connors enestående stemme, der stadig skærer gennem højttalerne med blottede hjørnetænder.

Hvisker harmdirrende
Åbningsnummeret ’4th and Vine’ vugger medrivende på et afrikansk groove, mens ’Reason With Me’ er en flot junkie-ballade, og indtrængende ’Take Off Your Shoes’ snerrer som en tirade, der nok skal få synderne i den katolske kirke til at se sig over skulderen.

Bono anklages for hykleri på ’V.I.P.’, hvor furien harmdirrende hvisker med gåsehudsfremkaldende effekt, men til tider virker denne skallesmækker af et album også noget hovedløst.



Flere numre tynges af ordinære rockriffs, der almindeliggør ildsjælen, hvis personlighed ellers er nem at slukke som en skovbrand med en vandpistol.

O’Connor fascinerer fortsat i glimt, men godt man ikke er gift med hende for evigt.

1 af 2 Sinéad O'Connor - den indignerede outsider fra Dublin er blevet 45. (Foto: Neil Gavin)
2 af 2 Coveret til Sinéad O'Connors nye album, 'How About I Be Me (and You Be You)?'.
0 kommentarer
Vis kommentarer