Arbejderklassehelten Lennon

Legendens genudgivelser er et genhør med de bedste og værste fra den bedste af de bedste

Lennon og Yoko Ono - langt ude. (Foto: Peter Fordham)
Lennon og Yoko Ono - langt ude. (Foto: Peter Fordham)

Man skal være fanatisk fan af The Rolling Stones for at betvivle, at The Beatles er musikhistoriens bedste gruppe, og man skal være fundamentalistisk tilbeder af Paul McCartney for at hævde, at John Lennon ikke var den bedste i The Beatles.

Kvartettens udødelige kvaliteter blev verden mindet om, da orkesterets ulastelige katalog blev støvet af med stor succes i fjor, og i anledning af at Lennon ville være fyldt 70 i morgen lørdag, genudgives nu overhippiens otte studiealbum i nogenlunde eget navn samt hele tre opsamlinger.

Ætsende hilsen
Allerede på første halvdel af solodebuten ’Plastic Ono Band’ fra 1970 leverede Lennon ’Working Class Hero’ og ’Mother’, der er to nådesløst slående sange, som er stærkere, end noget McCartney har præsteret efter The Beatles, og så var Lennon jo ligesom i gang.

Den nærmest brutale tone på det selvransagende hovedværk, der også indeholder ’Isolation’ samt ’My Mummy’s Dead’, blev afløst af et lidt mere imødekommende og melodisk udtryk i form af den varierede opfølger ’Imagine’, hvis drivende titelnummer sendte skiven til tops på begge sider af Atlanten.

Uafrystelige ’Jealous Guy’ må have gjort kollegerne jaloux, og dopede ’I Don’t Wanna Be a Soldier Mama I Don’t Wanna Die’, indignerede ’Gimme Some Truth’ samt ikke mindst den ætsende McCartney-hilsen ’How Do You Sleep?’ viste, at Lennon bestemt ikke havde mistet evnen til at artikulere forbitret vrede.

Mistede fokus
Herefter mistede manden imidlertid fokus, og resten af solokarrieren udviklede sig til en ujævn og kringlet løbebane, hvor Yoko Ono, middelmådigt materiale og tvivlsom produktion desværre fyldte mere på pladerne end de supersange, som Lennon stadig sporadisk rystede ud af sin kringlede hjerne.

Politiske ’Some Time in NYC’ skæmmes af Onos vinkelslibervokal og er sløset sammensat, men Liverpool-legendens genialitet fornægter sig ikke helt, og der gemmer sig flere små perler i den mudrede produktion, så selv da Lennon var værst, var han ikke værre, end at han var værd at få snavsede fingre for.

Yoko og Sean
Relativt forsonlige og ret uspændende ’Mind Games’ fra 1973 rummer for få mindeværdige sange, men pianoballaden, der gav værket navn, er svær at glemme, og efter at have brudt med Ono, fortolkede Lennon en stribe af sine gamle favoritnumre af blandt andre Chuck Berry, Gene Vincent og Fats Domino på fornøjelige ’Rock’n’Roll’.

Inden coverpladen udkom, udsendte Lennon imidlertid tilbagelænede og tilforladelige ’Walls and Bridges’, der rummer ’Whatever Gets You Thru the Night’, sårbare sjælere og linjer til Yoko, som han snart blev genforenet med, og på Lennons 35-års fødselsdag fik parret sønnen Sean.

Skiftede bleer
Den stolte fader brugte de næste fem år på at skifte bleer i selvvagt eksil fra den musikindustri, han foragtede, og comebacket ’Double Fantasy’ var en positiv og sine steder sentimental familieplade. Ono bidrog uheldigvis med halvdelen af numrene, mens mesteren tog sig sammen til atter at imponere i form af bluesede ’I’m Losing You’, forsvarstalen ’Watching the Wheels’ og kærlighedserklæringen ’Woman’.

Ono har restaureret værkerne, der lyder glimrende, men fælt rungende ’Double Fantasy’ er som det eneste tilmed genudsendt i en vellykket såkaldt ’Stripped Down’-udgave, hvor 1980’er-effekterne er skrællet af, og Lennons vokal fremhæves. Det er en god idé, for på grund af ikonets sublime sans for sangskrivning er der en tendens til at glemme, at han var en formidabel sanger med overvældende spændvidde.

Stor mindesten
Lennon blev myrdet få uger efter ’Double Fantasy’ kom på gaden i november 1980, og posthumt udsendte ’Milk and Honey’, der stammer fra samme sessions som forløberen, var ikke ligefrem noget monumentalt gravskrift.

Det har Lennon fået nu med ’Signature Box’, som i flot indpakning og tilsat alskens grafiske lækkerier samler alle album og to ekstra discs med singler, interessante demoer samt alternative udgaver, der ikke tidligere har været ude officielt, men helt grotesk udelader boksen ’Stripped Down’-skiven.

Hvis man vil opleve eller genopleve Lennon i mere koncentreret form, er 4cd-æsken ’Gimme Some Truth’ gjort tilgængelig, og er det også for meget af det gode, så er lidt mangelfulde ’Power to the People - The Hits’ klar med nogle af de bedste fra den bedste af de bedste.

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.