En fandens karl

Tre udgivelser med bluesbæstet Tony Joe White minder om mandfolkets format

Tony Joe White - på hjemmebane i 2006. (Foto: AP/Mark Humphrey)
Tony Joe White - på hjemmebane i 2006. (Foto: AP/Mark Humphrey)

Tony Joe White: 'That On the Road Look' (Rhino/import)

Tony Joe White: 'Live in Amsterdam' (Munich/Playground)

Tony Joe White: 'The Shine' (Munich/Playground)

Uforlignelige Tony Joe White er urokkelig traditionalist, men han er også nærmest sin egen genre. Desperadoen fra Louisiana er i hvert fald ikke til at tage fejl af, når han grynter i mikrofonen, som var han en slags sumpens slankeskindbetrukne Elvis Presley.

Kongen er blandt utallige stjerner, der har indspillet Whites sange fra især storhedstiden omkring 1970, men selv er stodderen forblevet en outsider, der har imponeret i skyggen af sine feterede beundrere.

Med et syndigt udseende som en halvsjofel sjuft, et animalsk brummeri og mesterlige skæringer, der stinker af levet liv, ejer White ellers alt det, der skal til, og tre aktuelle skiver understreger mandfolkets tidløse format.

Nasal snerren
Herligt betitlede ’That On the Road Look’ er en koncertoptagelse dateret 1971, og Whites selv mener, at der er tale om et show i Royal Albert Hall i London, hvor han varmede op for Creedence Clearwater Revival.

Bandet består blandt andre af bassisten Duck Dunn, der er pumpende funky gennem fedtede versioner af hovedpersonens medrivende repertoire, og White fører naturligvis an med et dyrisk drive og en nasal snerren, der får ham til at fremstå som en velvoksen lømmel i konstant brunst.

På vellykket vis fremfører White også en håndfuld solonumre, mens det lille orkester er med til at kærtegne 'Stormy Monday' og mesterværket 'Rainy Night In Georgia', inden klassikeren 'Polk Salad Annie' mod slut serveres med det hele.

Nedsat naturkraft
Kapaciteten turnerer stadig jævnligt, og selv om han har tilegnet sig en lyd, der er lidt for klinisk og kantet til at hamle op med den vidunderligt varme og tidløse produktion, der kendetegnede Whites udgivelser på Monument og Warner fra 1968-1973, så er han fortsat en fængslende skikkelse.

'Live in Amsterdam' er optaget på byens hæderkronede spillested, Paradiso, i november 2008, og med en blanding af mange ældre numre og få nye lyder veteranen som en naturkraft, der er medrivende, også selvom den blæser for lidt nedsat kraft.

De gamle grooves er døsige, og optagelsen, der er inkluderet på både cd og stemningsfuldt filmet dvd, er tilpas tilbagelænet til, at White ikke behøver at anstrenge sig for at leve sig komfortabelt ind i rollen som sig selv.

Afdæmpet vemod
Patriarken er såmænd blevet 67, og det kan høres på karrierens 18. studiealbum, stabile 'The Shine', hvor hans karakteristiske sumpblues er overraskende afdæmpet, intim og vemodig.

Størstedelen af sangene gløder mere, end de glimter, men rørende ballader som ’Season Man’ og ’Paintings On the Mountain’ fortjener en smagfuld klang i stedet for den underligt stive sound, der skamferer oldtimerens resignerede melankoli.

I den alder burde White vide bedre, men når han til sidst lader solen gå ned over sjæleren med den sigende titel 'A Place to Watch the Sun Go Down', så kan selv et tvivlsomt lydbillede ikke få den forrevne skønhed i fænomenets falmede univers til at krakelere.