Kings of Leon abdicerer

Blodfattigt pladeprodukt fra Followill-klanen, der træder vande i skyggen af egen succes

Coveret til Kings of Leons nye 'Come Around Sundown'.
Coveret til Kings of Leons nye 'Come Around Sundown'.

Kings of Leon: 'Come Around Sundown' (RCA/Sony) Udkommer mandag 18. oktober

Kings of Leon indtog rocktronen i 2008 med 6,2 millioner solgte eksemplarer af monstrøse ’Only by the Night’, og på få år gik gruppen fra at spille for 650 på Loppen til 65.000 i London.

Den slags kan man jo risikere at blive tosset af, og Nirvana reagerede eksempelvis med en fænomenal trodsreaktion i form af ’In Utero’, men Kings of Leon vælger en ganske anden strategi, for kvintetten fra Tennessee fremturer i kynisk kontrol på kalkulerede ’Come Around Sundown’.

Hult rungende
Orkesterets femte album placerer sig mageligt i slipstrømmen på den succesfulde forgænger, og mens Kings of Leon startede ud som en grumset og snerrende udgave af Creedence Clearwater Revival, så stiller de sig nu tilfredse med at være en glanspoleret og harmløs version af U2.

Størstedelen af de tretten nye sange er hult rungende stadionrock, der er bygget uinspireret op på et fundament af stereotyp sangskrivningen, og det er kun, når Kings of Leon tager små chancer, at der er beskedne højdepunkter på en meget jævn plade.

Viser tænder
Soulsjæleren ’Mary’ er en afstikker med guitarer, som skurrer i den bombastiske produktion, og Caleb Followill viser endelig tænder på ’No Money’, men frontmanden bider ikke.

Country-knirkende ’Back Down South’ markerer en tilbagevenden til slængets rødder, og så sporer man pludselig både spilleglæde og engagement midtvejs gennem et album, der ellers forløber blodfattigt, temperamentsforladt og ikke mindst underligt dvælende.

Det er som om, Kings of Leon forsvarer deres nyvundne position ved at bure sig inde i eget univers, og det er muligt, stilstanden vil konsolidere bandets position rent kommercielt, men kunstnerisk abdicerer de uden kamp.