Karismatisk stodder

Driftige Tex Perkins brummer standhaftigt videre som Australiens dybe, dragende stemme

Coveret til Tex Perkins & The Dark Horses' nye skive.
Coveret til Tex Perkins & The Dark Horses' nye skive.

Tex Perkins nærmer sig de 50 vintre, men en af australsk rock'n'rolls mest produktive og markante personligheder ser ikke ud til at falme af den grund.

BETÆNDTE BÆSTER

Til gengæld er den ofte så ondsindede stodder i front for grupper som The Beasts of Bourbon, The Cruel Sea og The Butcher Shop blevet mere medgørlig med årene, og uden at fremstå det mindste harmløs snurrer to nye skiver i naturlig forlængelse af de senere års relativt afdæmpede udspil med Tex, Don & Charlie og The Dark Horses.

Glødende poesi
I sidstnævnte regi knirker Perkins' bitre kærlighedssange gennem overvejende akustiske 'Tex Perkins & The Dark Horses', der i hvert fald tematisk er kapacitetens svar på 'Blood on the Tracks'.

Connaisseurens flair for ætsende vendinger er intakt, men trods en smagfuld og stilsikker tone bliver albummet lidt for stillestående, og man savner overraskelser på en stribe kvalitetsbevidste skæringer med en tilbagelænet og resigneret tone.

Poesien gløder dog i rillerne, så selv om musikken ikke slår gnistrer, er Perkins atter et dragende bekendtskab og en pryd for metieren.

Ret fortærskede
Traditionalisten portrætterede for nyligt idolet Johnny Cash i en medrivende musical-opsætning i Australien, og med forestillingens hold af musikere har han efterfølgende indspillet bundreelle 'Tex Perkins and The Band of Gold', hvor han tackler gamle country-klenodier.

En bristefærdig nænsom fortolkning af Gene Clarks 'Gypsy Rider' er rygradsrislende flot, mens Perkins finder sine djævelske tendenser frem igen på magtfulde versioner af Utah Phillips' 'Rock Salt and Nails' samt Johnny Paychecks uforlignelige 'Pardon Me I've Got Someone To Kill'.

KRIS KRISTOFFERSON: FRELST AF FAMILIEN

Klassikere af Kris Kristofferson og Townes Van Zandt er efterhånden noget fortærskede, men Merle Haggards pragtfulde 'Silver Wings' er umulig at blive træt af, og uden at pille meget ved perfektion beviser Perkins, at han i karrierens spæde efterår har pondus nok til at brumme mesterværker af de helt store.