Annonce:
Annonce:

Tag med på et trip

Jonathan Wilsons andet album har endu flere stjernestunder end det har gæstestjerner

På 'Fanfare' blander Wilson lyden af bl.a Crosby, Still, Nash & Young og Pink Floyd uden at det lyder det mindste nostalgisk. Foto: Bella Union
På 'Fanfare' blander Wilson lyden af bl.a Crosby, Still, Nash & Young og Pink Floyd uden at det lyder det mindste nostalgisk. Foto: Bella Union
Annonce:
Følg Musik
Følg INTL. Album-anm.

Jonathan Wilson: 'Fanfare' (Bella Union/Coop) udkommer mandag 14. oktober

To af de mest spillede albums her i husstanden de sidste par år, har været Jonathan Wilsons sene debut ’Gentle Spirit’ (2011) og Father John Mistys ’Fear Fun’ (2012) produceret til UG med kryds og slange af netop Wilson. Så forventningerne til Wilsons andet album ’Fanfare’, har – trods en lidt sløset indsats på dette års Roskilde Festival – været rimelig høje.

At sige, at den 38-årige Wilson har en forkærlighed for Laurel Canyon-lyden fra de tidlige 1970’ere ville være en voldsom underdrivelse, og denne gang har han tilmed fået nogle af netop den æstetiks fremmeste repræsentanter, Jackson Browne, David Crosby og Graham Nash, til at levere fornemme korstemmer, lige som han også trækker på folk fra både The Jayhawks og The Heartbreakers. Han har endvidere for nyligt været primus motor bag Roy Harpers fine comeback-album ’Man & Myth’.

Annonce:

Harper hang engang jævnligt ud med Pink Floyd, og det har åbenbart smittet af på Wilson, der denne gang har skruet op for ambitionsniveauet både hvad produktion, arrangementer og sangskrivning angår og lavet et episk værk, der spiller hele 80 minutter, og godt kan beskrives som et frugtbart sammenstød mellem det bedste fra Californien og Cambridge anno dazumal. Uden at der dog er noget som helst bedaget eller nostalgisk over ’Fanfare’.

Man kan som antydet finde hundredvis af referencer af ekkoer fra mindst lige så mange navne fra rockens klassiske år, og hvert eneste sekund af de ni måneder Wilson har brugt i sit analoge studie kan høres her. Men neohippiens uforstilte kærlighed til musikken (og dens historie - et nummer har eksempelvis titlen 'Cecil Taylor'), insisterende nærvær og sublime håndværk, gør at de 13 sange – eller skulle vi snarere kalde dem kompositioner – hæver sig langt over pastichen. Og så er ’Fanfare’ noget så sjældent som et helstøbt album, hvor hvert eneste nummer hænger sammen med det foregående og det efterfølgende, og der snarere bliver tale om en tilstand end en mere eller mindre tilfældig samling sange.

Annonce:

Hovedtelefoner, et godt anlæg, en blød sofa og masser af tid er klart en fordel her. Men du bliver så rigeligt belønnet af et værk, man med tiden sandsynligvis kommer til at regne som en ’Dear Friend’. Jeg glæder mig allerede til at overvintre med det. Forventningerne var som sagt store, men de bliver så rigeligt indfriet. Og en hel del mere. ’Gentle Spirit’ var blot et lille tilløb, og dette er bomben – pakket ind i vellyd, fløjlsbløde vokalharmonier, udsøgte melodier og studietryllerier. Et trip af den rigtig gode slags.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Populært i Ekstra Bladet+

Det er Mette Frederiksens egen skyld, at hun tvinges til at udskrive valg i utide
Annonce:

Mest læste lige nu

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:

Bag om dansk politik

Vis alle artiklerne

Det bedste fra Ekstra Bladet+

Mest læste fra den seneste uge

Annonce:
Annonce: