Mulende monsterrock

Melvins lancerer endnu en deform brik til puslespillet om et af tungrockens mest egensindige og unikt underholdende orkestre

Melvins - en 'melvin' er en olfert, og slænget fra Seattle er garant for ligeså klassisk komik. (Foto: Ipecac)
Melvins - en 'melvin' er en olfert, og slænget fra Seattle er garant for ligeså klassisk komik. (Foto: Ipecac)

Melvins: 'Nude with Boots' (Ipecac/VME) Udkommer mandag 7. juli.

I forlængelse af den formidable forgænger, ’A Senile Animal’ fra 2006, er Melvins’ mulende monsterrock relativt regelret på næsten ligeså uimodståeligt trampende ’Nude with Boots’, men radbrækkende rytmeskift og King Buzzos bizarre brøleri efterlader ingen i mindste tvivl om bagmændene.

D'herrers kryptiske kaos og særprægede sangstrukturer er måske nok systematiseret en anelse mere konventionelt i stil med hovedværket 'Houdini' fra 1993 og til forskel fra gruppens gungrende galimatias på et uforståeligt udspil som for eksempel 11 år gamle 'Honky', men Melvins er altså Melvins, og når man nu kun lyder som sig selv, gør det mindre, at man har meget svært ved at udvikle sig markant.

'Dies Iraea' og 'It Tastes Better Than the Truth' hjemsøges af gysertemaer, og frontalangrebet med den fantastiske titel 'Suicide in Progress' starter som noget nær traditionel boogie-rock, men ellers er 'Nude with Boots' typisk (rund)tosset på vanlig Melvins-manér.

Spændstige 'The Smiling Cobra' hæver sig over resten af herligheden med sønderlemmende snert, og efter 24 år i et sygeligt hjørne af showbusiness er særlingene fra Seattle stadigt uhelbredeligt underholdende urostiftere.