Alle tiders Dylan

Gamle og nypudsede perler stråler i stormesterens skygge. Sådan lyder ordene om tre nye Bob Dylan-udgivelser

Bob Dylan - krydser sit spor på opsamling, dvd og soundtrack. (Foto: Jerry Schatzberg)
Bob Dylan - krydser sit spor på opsamling, dvd og soundtrack. (Foto: Jerry Schatzberg)

Bob Dylan: 'Dylan' (Columbia/Sony BMG)

6

Bob Dylan: 'The Other Side Of The Mirror: Live At The Newport Folk Festival 1963-1965' (Columbia/Sony BMG)

6

Diverse: 'Music From The Motion Picture I’m Not There' (Columbia/Sony BMG)

5

Bob Dylan har turneret nærmest nonstop siden marts, men selv om legenden løb tør for landevej i Chicago i mandags, så betyder det ingenlunde, at der er stille omkring den virkelystne veteran.

Han er godt i gang med anden sæson af sit vidunderlige radioshow, og samtidig cementerer tre udgivelser mandens position som sin generations væsentligste stemme.

'Dylan' er karrierens første forsøg på at præsentere sangskattens største ædelstene i kronologisk rækkefølge over tre cd’er, og mens halvdelen af juvelerne er uvurderlige klassikere, kunne de resterende såmænd sagtens være skiftet ud med lige så funklende perler.

Elektrisk orkan
Så dybt er ikonets skatkammer, og 'Dylan' fungerer forbilledligt som ultimativ introduktion til stormesterens meritter.

Allerede overbeviste bør placere 'The Other Side Of The Mirror: Live At The Newport Folk Festival 1963-1965' på reolen ved siden af 'Don't Look Back' og 'No Direction Home' som endnu et essentielt dvd-dokument.

Koncertfilmen indfanger Dylan i stemningsmættede sort/hvid-billeder på Newports navnkundige scener, hvor han i ungdomsårene eksploderer fra Charlie Chaplin-lignende troubadour til selvsikker superstjerne i sort læder.

'North Country Blues' er gribende grum, mens ’Maggie’s Farm’ vælter verden omkuld som elektrisk orkan.

Magisk univers
Blandt de mange, der blev revet med, er filminstruktøren Todd Haynes, som 23. november har dansk premiere på sit rigt fragmenterede Dylan-portræt, 'I'm Not There'.

Soundtracket er spækket med fortrinlige fortolkninger af sange fra alle katalogets kapitler, og blandt hele 33 inspirerede indslag beriger blandt andet Willie Nelson, Jeff Tweedy, Tom Verlaine og Mark Lanegan, mens titelnummeret for første gang udgives officielt med Dylan selv.

Et skæppeskønt dobbeltalbum, der genopfinder Dylan endnu en gang og understreger den universelle mangfoldighed i hans magiske univers, som ekspanderes lidt mere, når Mikael Wiehe 19. november udsender pladen 'Dylan På Svenska'.

Om så Dylan gik i permanent vinterhi, ville han alligevel være evigt aktuel.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Musik
Mest læste i Musik
Hent flere

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Tyler Childers: 'Purgatory' (Hickman Holler-album/Ude 5. januar)
2.Henning Stærk: 'Big Boss Man' (Strongman-single/Ude 19. december)
3.De Forbandede: 'Den evige nat' (Some Studio-album/Ude 15. december)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.New Order: 'NOMC 15 - Live' (Mute-album/Ude nu)
2.Wilco: 'A.M. - Special Edition' (Sire-album/Ude nu)
3.Whitney: 'Light Upon the Lake - Demo Recordings' (Secretly Canadian-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen