Eminem er måske ikke længere den hippeste hiphopper på blokken, men hans nye album ’The Marshall Mathers LP 2’ minder om, at han måske stadig er den mest harmdirrende.
Spasmagerens nærmest forrykt fossende galde sprøjter fortsat ud af kæften med intensitet som en rendestensspuler, og atter storsviner vandalen alt og alle, så det er en fryd.
Se også: Eminems slingrevals i HelvedeRaseriet er den fænomenale rappers store uimodståelige styrke, men også i skikkelse af satiriker og rimsmed er Eminem atter rødglødende i glimt.
’Rhyme or Reason’ er pladens største bedrift, for Eminem genopliver The Zombies’ magiske 1960’er-hit ’Time of the Season’ med en ualmindelig kreativ overhaling, der resulterer i et opgør med den fader, han aldrig har kendt.
Smider klovnemasken
Skæringen er skivens mest markante overraskelse, men ellers er Eminem på godt og ondt til at kende. Han genbruger både en gammel pladetitel og gamle tricks, der imidlertid ofte virker igen, men atter rabler han løs alt for længe.
’The Marshall Mathers LP 2’ varer hele 79 minutter, og den findes endda i en luksusudgave med fem bonusnumre, men man ville hellere have undværet fem.
Se også: Eminem: Hip som hapRaprocken på ’Survival’ er eksempelvis gumpetung, ’The Monster’ er endnu en plat popsang med Rihanna, og helt galt går det, når Eminem smider klovnemasken og synger den rørstrømske kærlighedsballade ’Stronger Than I Was’, så det på alle måder gør ondt.
Den 41-årige superstjerne fra Detroit er dog i forrygende form på kløgtige ’Brainless’, hvor han rapper ’Mama always said: ’If you had a brain, you’d be dangerous’'.
’Asshole’ er en regulær opvisning i at lukke lort ud i tyndskidstempo, og selv om Eminem stinker af og til, så er han altså slet ikke færdig som drengerøv.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.