Med kort varsel udgav My Bloody Valentine pludselig i weekenden den mildest talt længe ventede opfølger til milepælen ’Loveless’ fra 1991.

’m b v’ er titlen på det i årevis så mytiske og udskudte værk, der får selv Portishead og Guns N’ Roses til at virke hurtige, men modsat kollegerne, så har My Bloody Valentine hverken brugt tiden på at genopfinde sig selv eller gøre sig selv til grin.

Mod slut er der en anderledes heftig kraftfuldhed over frådende ’In Another Way’ og buldrende ’Nothing Is’, og der er vitterligt nerve i en sound, der før var futuristisk og nu virker nærmest nostalgisk uden dog at være det mindste bedaget.

My Bloody Valentine er altså til at kende, men der er også nye nuancer og farver på de impressionistiske lydmalerier, og kvaliteten af ’m b v’ er næsten ligeså overrumplende som selve albummets tilstedeværelse.