Soundtracket til ’The Hunger Games: Songs from District 12’ røg ind på førstepladsen af den amerikanske hitliste og bidragene fra både Arcade Fire og Taylor Swift opnåede Grammy-nomineringer. Ikke desto mindre er produceren T-Bone Burnett blevet erstattet af Alexandra Patsavas, der har gjort det til sin levevej at sammensætte denne slags kompileringer – hun har tidligere gjort det i forbindelse med bl.a. ’The Twilight’-filmene og tv-serier som ’Mad Men’ og ’Greys hvide verden’.
Og det er værd, at huske på, at der ikke er tale om et regulært lydspor komponeret til filmen, men om sange ’inspireret af filmen’. På samme måde som det eksempelvis var tilfældet med de tilhørende succesfulde soundtracks til netop ’Twilight’-filmene. Ens musik behøver altså ikke have været brugt i filmen for at være med. Hvilke kriterier der så ligger til grund, står hen i det uvisse.
Eksklusive kompositioner
Nogen rød tråd er det i hvert fald ikke muligt at få øje på blandt de tolv (femten på deluxe-udgaven) kunstnere, der levere eksklusive kompositioner med større eller mindre afsæt i universet. I den umiddelbart mere overraskende ende finder vi veteranen Patti Smith med Katniss-hyldesten ’Capitol Letter’, men det giver faktisk ganske god mening – fra den ene rebel til den anden.
Det er dog nok hæderlige bidrag fra Coldplay og The National samt mere rutineprægede præstationer fra Christina Aguilera og Imagine Dragons, der skal lokke folk i butikken. Men bedst er faktisk stjernespiren Lordes fortolkning af Tears For Fears’ gamle hit ’Everybody Wants to Rule the World’, der bliver vendt fuldstændig på hovedet.
Lidt flere syrlige bolsjer havde pyntet i posen, men ellers en tilforladelig blanding, der nok skal glide ned blandt filmens millioner af fans.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.