Som så mange andre af de store sangskrivere tumlede Neil Young forvirret rundt i 1980’erne, men selv en blind høne finder jo korn af og til, og ’A Treasure’ er såmænd et glimtende fund.
Skiven er den seneste i Youngs såkaldte ’Archives Performance Series’ og rummer skønne koncertoptagelser fra legendens amerikanske turné i 1984-’85, der ledte op til udsendelsen af countrypladen ’Old Ways’.
Spilleglæden får splinterne til at stå om ørerne på canadieren og hans fremragende backingband, The International Harvesters, der høvler uimodståeligt gennem obskure knaster i Youngs repertoire.
Aldrig ude før
’Bound for Glory’ og ’Motor City’ understreger den lystige tone, og lokomotiv-entusiasten genopfinder ’Southern Pacific’ med en prægtig version.
Blandt fem kompositioner, der aldrig tidligere har været udgivet, er navnlig ’Amber Jean’ og ’Nothing Is Perfect’ ikke til at stå for, og sidstnævnte kan rodehovedet i hvert fald synge uden at miste troværdighed.
Nogle gange er Young ikke i stand til at ramme en æselrøv med en banjo, men ’A Treasure’ sidder lige i bonderøven.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.