Endelig. Nick Cave har såmænd taget sig sammen.
Efter en stribe sløsede skiver i front for både The Bad Seeds og Grinderman er den australske veteran ganske stærkt tilbage med ’Push the Sky Away’, der er hans mest meningsfulde og vitale album i alt for mange år.
Nick Cave som stodder i selvsvingCave orker stadig ikke at rime hele tiden, og flere numre fremstår skitseprægede, men ånden er tilbage, og det er den magtfulde sangskrivning også i form af det mørkt fortryllende åbningsspor, ’We No Who U R’.
Filmiske kvaliteter
Den afdæmpede skæring slår tonen sublimt an på et album, der næsten udelukkende er en balladeplade, men i forhold til hovedværket ’The Boatman’s Call’, så er ’Push the Sky Away’ langt mere abstrakt og udefinerbar som en af Caves tidligste plader, dragende ’Your Funeral... My Trial’.
Sangene gløder mere, end de brænder, og den gådefulde stemning bliver ikke mindre spøgelsesagtig af The Bad Seeds’ atmosfærerige lydkulisse, der understreger albummets filmiske kvaliteter og fornemmelsen af et feberhedt drømmesyn.
At ’Push the Sky Away’ føles som en mindre triumf for Cave, siger måske nok mere om hans seneste makværker, men ikke desto mindre markerer pladen et pirrende kunstnerisk comeback fra en kapacitet, der ellers lød som en mand, som gerne ville afskrives.
