Garvet rocker i ny triumf

Chris Robinson Brotherhood syrer ud, så det er en fryd på overvældende udspil

Chris Robinson - sangeren fra Atlanta, Georgia blomstrer i karrierens efterår. (Foto: Target)
Chris Robinson - sangeren fra Atlanta, Georgia blomstrer i karrierens efterår. (Foto: Target)

Chris Robinson Brotherhood: 'Phosphorescent Harvest' (Silver Arrow/Target) Ude mandag 28. april

Chris Robinson har aldrig lavet dårlige plader som frontmand for The Black Crowes, men efter at have solgt 30 millioner album op gennem 1990’erne, landede sydstatsrockernes skiver hurtigt i tilbudskasserne i det nye årtusinde.

Sangeren forsøgte sig med en solokarriere, der aldrig fik luft under vingerne, og han begyndte at ligne en afblomstret hippie, hvis karriere var ved at visne bort.

Som sol om vinteren lyste The Black Crowes dog pludseligt uimodståeligt op med den blændende comebackplade ’Before the Frost… Until the Freeze’ i 2009.

Se også: Hvor kragerne vender...

Det var de færreste, der lyttede, men Robinson var tilsyneladende ligeglad, og siden har han boltret sig på forbløffende vellykket vis i den frihed, som melder sig, hvis man ikke har nogen forventning om at skulle bestige hitlistetoppe.

Og der er ingen begrænsninger, når han slipper kreativiteten løs i Chris Robinson Brotherhood, hvis to svimlende album fra 2012 demonstrerede, at veteranen formåede at modne sin mangeårige fascination af 1960’erne og 1970’ernes rock’n’roll fra The Rolling Stones og Faces med en heftig dosis af Grateful Dead.

Overskudsagtigt samspil
Tendensen fortsætter på pragtfulde ’Phosporescent Harvest’, hvor ensemblet har styrket sangskrivningen yderligere, hvilket resulterer i endnu et mageløst trip med Jerry Garcias spøgelse hen ad ’Exile On Main Street’.

Gruppens overskudsagtige samspil vibrer på et sjældent musikalsk overskud, og 47-årige Robinson synger som en hjemmerullet poet gennem fuldskægget, mens guitaresset Neal Casal har trumfer i ærmerne, og keyboardtroldmanden Adam MacDougall får det småpsykedeliske univers til at lette med spacy effekter.

Se også: Rocksanger håner Rolling Stones

’Phosporescent Harvest’ er organisk boogie med det helt rigtige svaj i trompetbukserne, og fornemmelsen af ubekymret frihjulsstemning får en sang som frejdige ’Clear Blue Sky and the Good Doctor’ til at føles i familie med ’The Basement Tapes’.

’Wanderer’s Lament’ er anderledes alvorstung tilsat en bevægende vokal af Robinson, der ellers rocker og ruller som en henrykt mand, der var ved at gå i sort med The Black Crowes og nu storblomster i funklende Technicolor.

Fantastisk.

1 af 2 Coveret til 'Phosporescent Harvest’, der er det tredje album fra Chris Robinson Brotherhood.
2 af 2 Chris Robinson - sangeren fra Atlanta, Georgia blomstrer i karrierens efterår. (Foto: Target)
0 kommentarer
Vis kommentarer