Rockorkan i sidevind

The Black Keys skifter kurs på ustadigt album med lidt for få medrivende numre

The Black Keys består stadig af Dan Auerbach og bagest Patrick Carney. (Foto: Danny Clinch)
The Black Keys består stadig af Dan Auerbach og bagest Patrick Carney. (Foto: Danny Clinch)

The Black Keys: 'Turn Blue' (Nonesuch/Warner) Udkommer mandag 12. maj

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Der er kun to medlemmer af The Black Keys, men det lille ensemble fra Akron, Ohio har nu alligevel udviklet sig til et af tidens største amerikansk rockbands.

De bragede helt igennem med hæsblæsende ’El Camino’ i 2011, og efter den dynamiske duos længste pladepause er de tilbage med deres ottende album, ’Turn Blue’, hvor deres orkanagtige bluesrock’n’roll suser i nye retninger og ofte med formindsket styrke.

Se også: Toptunet garagerock'n'roll

Udluftningen i The Black Keys’ verden er umiddelbart velkommen, for gruppen virkede noget fastlåst i egne virkemidler under københavnerkoncerten i 2012, men snart savner man dog d’herrers velkendte punch og rå nerve.

Overrumplende afskedssalut
Flere soulpåvirkede midttempo-numre midt på ’Turn Blue’ flytter sig ikke afgørende ud af stedet, og selv om den for nyligt fraskilte frontmand Dan Auerbach har masser at synge om, så er hans beskedne stemme ikke markant nok til at løfte sange, der er på det jævne.

Både indledningsvis og afsluttende på skiven er The Black Keys imidlertid medrivende selskab, og den overrumplende afskedssalut ’Gotta Get Away’ ville Keith Richards formentlig give sin sidste flaske Stoli for at kunne skrive i dag.

Se også: Ikke så meget pis

Åbningsnummeret ’Weight of Love’ overrasker med en for The Black Keys usædvanlig episk opbygning, men de mestrer også stadig kontante knaldperler, og orgel-pumpende ’Fever’ eksploderer på gruppens snavsede dansegulv i en karakteristisk spændstig produktion af deres flerårige samarbejdspartner, Danger Mouse.

’In Our Prime’ hedder et simrende nummer, der ret symptomatisk aldrig kommer helt op at koge, og trods flere hede stunder sidder man tilbage med en lidt lunken fornemmelse af, at The Black Keys har toppet.

1 af 2 Coveret til The Black Keys' aktuelle album, 'Turn Blue', der er produceret af Danger Mouse.
2 af 2 The Black Keys består stadig af Dan Auerbach og bagest Patrick Carney. (Foto: Danny Clinch)
0 kommentarer
Vis kommentarer