Nogle sangere er så fantastiske, at de kan synge en telefonbog, men selvom Neil Young ikke er den store crooner, har sangskrivningen på utallige af hans album de seneste årtier været så sløset, at han nærmest ligeså godt kunne have sunget lokalhåndbogen for en by i Rusland.

’A Letter Home’ har den excentriske legende derimod indspillet i en telefonboks - eller det ligner Jack Whites spartanske miniaturestudie fra 1947 i hvert fald.

Så med vanlig sans for fornuftsstridig adfærd skratter Youngs studieskive nummer 35 som en antik lakplade til trods for, at han tidligere på året gjorde sig til talsmand for det kvalitetsstræbende lydformat Pono.

Mens ’A Letter Home’ næppe vil skabe eufori hos hi-fi-entusiaster, så kan musikelskere dog sagtens slå ørerne ud, for den 68-årige veteran går til opgaven med ungdommeligt gåpåmod og sin velkendte naive og nærmest barnlige kådhed.

Telefonbesked til afdød mor
Endnu mere herligt er det dog, at Young ikke selv har skrevet numrene, for ’A Letter Home’ består fortrinsvis af en stribe fortolkninger af velkendte folkskæringer samt såmænd en bizar intro, hvor canadieren indtaler en noget spøjs telefonbesked til sin afdøde mor.

Selve musikken emmer imidlertid af liv, og tilsat beåndet energi og skrabet instrumentering formår troubadouren at spille, synge og blæse nyt liv i blandt andre Bob Dylans ’Girl from the North Country’, Bruce Springsteens ’My Hometown’ samt Gordon Lightfoots ’Early Morning Rain’.

Især Willie Nelsons ’On the Road Again’ lyder imidlertid så demonstrativt dårligt, at ens hund spæner langt ud på vejen igen, når Youngs harpe hyler i højttalerne, men begejstringen er nu god nok.

En kuriøs, men tiltalende lille udgivelse, der fungerer som et muntert frikvarter for det forvoksede legebarn, som man ikke desto mindre stadig kunne få lyst til at ringe til for lige at høre, om der er nogen hjemme.