Jorden rundt med rocklegende

Verdensmanden Robert Plant eksperimenterer dristigt på grænsesøgende udspil

Robert Plant - den britiske sanger går atter på opdagelse i klanguniverset. (Foto: Nonesuch)
Robert Plant - den britiske sanger går atter på opdagelse i klanguniverset. (Foto: Nonesuch)

Robert Plant: 'Lullaby and... The Ceaseless Roar' (Nonesuch/Warner) Udkommer mandag 8. september

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det kan godt være, Robert Plant ikke vil være med til at gendanne Led Zeppelin, men frontmanden vil derimod gerne genbruge mange af de eksotiske inspirationskilder, der var med til at gøre rocktitanerne til noget helt særligt.

På karrierens tiende soloalbum dykker den 66-årige verdensmand fra Birmingham ned i blandt andet keltisk folk, afrikansk blues og østerlandsk trance, og ’Lullaby and… The Ceaseless Roar’ føles som en 50 minutter lang jordomrejse på et flyvende tæppe.

Se også: Typisk toer fra Robert Plant

Plant søger efter den magiske spiritualitet og bundløse dybde, som han fandt med Alison Krauss og T-Bone Burnett på nyklassikeren ’Raising Sand’ i 2007, men denne gang leder han forgæves.

Stemmemæssig pragtpræstation
Det er dog spændende at følge ham udforske sin metier yderligere, og manden med løvemanken sætter tænderne nænsomt i en stribe vedkommende sange, han fortrinsvis har skrevet med backingbandet The Sensational Space Shifters.

Som under Plants fynske koncert med håndlangerne i juni fremstår samarbejdet til tider noget forceret, men ’Rainbow’ funkler på et skønt groove, og legenden løfter pianoballaden ’A Stolen Kiss’ med en stemmemæssig pragtpræstation.

Se også: Rockgud på eventyr i Odense

Led Zeppelin genopfandt flere traditionals, og det trick gentager Plant i form af banjo-dinglende ’Little Maggie’, hvor etniske elementer flyder sammen på grænsesøgende vis i en kalejdoskopisk tour de force.

Sikket et trip.

1 af 3 Robert Plant - får hjælp af backingbandet The Sensational Space Shifters. (Foto: Nonesuch)
2 af 3 Coveret til aktuelle 'Lullaby and… The Ceaseless Roar', der indeholder elleve skæringer.
3 af 3 Robert Plant - den britiske sanger går atter på opdagelse i klanguniverset. (Foto: Nonesuch)
0 kommentarer
Vis kommentarer