Prinsen på charmeoffensiv

Bonnie ’Prince’ Billy betager igen med forbløffende genindspilning af pragtværk

Bonnie 'Prince' Billy - troubadouren er gået egne veje siden debuten i 1993. (Foto: Drag City)
Bonnie 'Prince' Billy - troubadouren er gået egne veje siden debuten i 1993. (Foto: Drag City)

Bonnie 'Prince' Billy: 'Singer's Grave a Sea of Tongues' (Domino/Playground) Udkommer mandag 22. september

Will Oldham alias Bonnie ’Prince’ Billy forsager stadig konventionerne i showbusiness med kompromisløst lune. Heldigvis da.

Det seneste påfund fra Kentuckys 43-årige spillemand er at genindspille stort set hele hans seneste regulære album ’Wolfroy Goes to Town’, som tilsat et par nye numre nu hedder ’Singer’s Grave a Sea of Tongues’.

Men der er mening med galskaben.

Prinsen helt nøgen

Den oprindelige version var ellers særdeles vellykket og et selv for Oldhams standard rørende intimt og spartansk folk-udspil, der nu får vendt vrangen ud tilsat anderledes luftige countryarrangementer, som er rige på variation, inspiration og afvekslende instrumentering.

Prince light

Oldham har ry for at skrive sært utilnærmelige og excentriske sange, men denne øvelse understreger numrenes universelle kvaliteter, og uden at miste sin gådefulde idiosynkrasi åbner han sit knugende udtryk på en skøn charmeoffensiv.

Vidunderligt.