Den 66-årige Stevie Nicks hviler bestemt ikke på laurbærrene. I tirsdags startede hun på endnu en turne med Fleetwood Mac – der nu igen har Christine McVie med i startopstillingen - og samtidig lancerer hun sit ottende studiealbum som solist.
Materialet er skrevet i årene 1969 til 1995 og har til Nicks store irritation floreret på internettet og bootlegs i mere eller mindre færdige demo-versioner. Men som man siger : ’If you can’t beat them, join them’.
Så Nicks fløj tidligere på året til Nashville sammen med produceren Dave Stewart (Eurytmics m.fl.) og i selskab med en flok studie-esser samt guitaristen Waddy Watchel og Bermont Tench og Mike Cambell fra The Heatbreakers genindpillede de på blot 15 dage de 14 sange fra gemmerne.
Stevie Nicks: Mistede otte år af mit liv
Der er muligvis en grund til at de blev fravalgt i første omgang, og der er da heller ingen 24 karats kompositioner på niveau med ’Landslide’, ’Dreams’ eller ’Gold Dust Woman’ her, men bundlinjen er nu ganske høj, og der er endda en håndfuld perler undervejs, eksempelvis det åbenlyse spejlbillede ’Mabel Normand’ om en kokainafhængig skuespillerinde fra 1920’erne, ’The Dealer’ og den heftigt rockende ’I Don’t Care’, hvor Nicks nærmest lyder som Lucinda Williams.
Nicks har altid brugt sit eget livs op- og nedture flittig i sine tekster, og det gælder også her, hvor mange af sangene stammer fra de mest turbulente år, hvilket måske er forklaringen på, at det ind i mellem faktisk lyder som om, der er noget på spil for rockmillionøsen.
Det hjælper også på det, at Stewart lige som på den overraskende vellykkede forgænger ’In Your Dreams’ (2011) har pakket den hæse og flagrende diva ind i et lydbillede, der ikke ligger mange baner fra Fleetwood Macs gyldne periode i sidste halvdel af 1970’erne.
Så ’24 Karat Gold – Songs from the Vault’ vil nok ikke vinde Nicks horder af nye fans, men har man et blødt punkt for ’Rumours’ og kompagni – og hvem har ikke det? - er der bestemt noget at komme efter her.
