Hvordan forbedrer man The Beatles? Det gør man ikke.
Men The Flaming Lips genopfinder mestrenes formidable ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ fra 1967 i en farvestrålende eksplosion af kreativitet på vildt anarkistiske ’With a Little Help from My Fwends’.
Det tøjlesløse orkester fra Oklahoma fortolker klassikeren nummer for nummer, og mens puritanere nok vil opfatte overhalingen som blasfemi, så er galskaben helt i mesterværkets eksperimenterende ånd.
Rumsyg terror med The Flaming Lips
The Flaming Lips ekspanderer originalversionens psykedeliske elementer i et syntetisk syrebad, der gør fantasternes udgave elleve minutter længere, men Wayne Coynes slæng af freaks leger også med sindrige harmonier i et episk og detaljerigt lydbillede, så selv ’When I’m Sixty-Four’ lyder futuristisk.
The Beatles’ overmusikalske melodier og grundlæggende evne til at få selv sindrige numre til at lyde naturlige og ubesværede kan sagtens bære The Flaming Lips’ radikale påvirkning, og den nærmest barnlige uskyld i legendernes musik ligger langt bedre til amerikanerne end alvoren i Pink Floyds ’The Dark Side of the Moon’, som de gav lignende behandling i 2009.
’With a Little Help from My Fwends’ har en gigantisk gæsteliste, der domineres af relativt ukendte navne, men i en stor birolle dukker Miley Cyrus minsandten op og lyder helt menneskelig på en gigantisk ’Lucy in the Sky with Diamonds’ og flabet ’A Day in the Life’.
Så er alt muligt.
