I maj skiftede Sean Combs alias blandt andet Puff Daddy, Puffy og P. Diddy midlertidigt navn til Swag. Det var for at markere, han var ovenpå igen efter noget feber.
Beyoncé er ikke helt ligeså sygeligt narcissistisk, men superstjernen har dog trods alt kaldt sig Sasha Fierce, der lyder mere som en pornostjerne end en popstjerne.
Nu er hun tilbage i skikkelse af Beyoncé, hvilket dog ikke betyder, at hun ligefrem er blevet en del af den virkelighed, som vi andre befinder os i, for ’4’ er et album, der strider mod almindelig fornuft.
Sang til Jay-Z
Beyoncé er fra Houston, Texas, og hun har såmænd bestemt sig for at lyde som Whitney Houston, og nogle skal jo måske nok gøre det, mens originalmodellen har et problem eller 700.
’4’ åbner med balladen ’1+1’, der er ’I Will Always Love You’ til Jay-Z og ikke bodyguarden, og sådan fortsætter skiven ellers yderst overraskende med tårevædede sjælere på stribe. Snøft.
Ude af balance
Indpakningen er mere Lionel Richie end Missy Elliott, men klichéerne er næsten ligeså velformede som Beyoncé selv, og hun synger faktisk med imponerende kraft og inderlighed, så tiltaget er slet ikke så tosset, som man umiddelbart skulle tro.
Pladen mister dog fuldkommen balancen på sidste halvdel, hvor et par tempofyldte numre pludselig er komplet uden retning, og melodramatikken kammer uundgåeligt over gennem ’I Was Here’, hvor ballademageren begiver sig ud på ’Titanic’-farvand.
En skizofren omgang fra et absurd hjørne af moderne showbusiness.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.