På coveret til ’SOS’ er SZA afbilledet alene på en vippe som en cadeau til det ikoniske portræt af prinsesse Diana på en yacht i Middelhavet kort før sin død.

SZA er også i ensom majestæt, når prinsessen af R&B går planken ud om sit fortvivlede følelsesliv på albummets ikke mindre end 23 sange.  

Det er en ordentlig omgang. Til sidst er man omtrent lige så frustreret som dramaqueenen selv.

Fem år er der gået siden sangerens debutalbum, ’Ctrl’, der har status af nyklassiker, og SZA har tilsyneladende brugt den mellemliggende periode på at blive røvrendt af røvhuller, som hun savner at dyrke sex med.

Det er i hvert fald stort set det eneste, hun knurrer, hviner og klynker om i løbet af 68 minutter, hvor tiden har det med at stå stille.

Smitter sjældent
SZA alias Solána Imani Rowe er en skamløst selvudleverende og ganske underholdende poet, men hendes hudløse håbløshed, usikkerhed og kærlighedssyge smitter for sjældent.

‘You were balls deep, now we beefin’’.

‘I won't get the dick that I deserve, yeah, yeah’.

‘Treat me like corduroy, wear me out’.

Og hun kan blive ved. Og ved. Men hendes besættelse af sex føles som et uendeligt forspil, fordi ’SOS’ er uforløst rent musikalsk.

Truer med drab
R&B har et grundlæggende problem med at være for stillestående, og det problem løser SZA ikke just med stereotype produktioner i slæbende midttempo.

Man savner basal dynamik, og det er øjeblikkeligt opsigtsvækkende, når groovet under ’Used’ pludselig besidder bare en anelse spændstighed.

Verdensstjernen viger fra sin standardiserede sound på den poppunkede ’F2F’ og countryinspirerede ’Nobody Gets Me’, men så fremstår hun bare endnu mere ordinær.

Symptomatisk formår musikken slet ikke at matche hendes frådende vanvid, da hun forsmået truer med at dræbe både sin eks og hans nye kæreste på ’Kill Bill’.

SZA er et verbalt blodbad i sengen. Lydtæppet er som nystrøgne silkelagener. Det er søvndyssende i længden.