Bob Dylan fylder 75 fire dage efter, ’Fallen Angels’ udkommer, og det kan man sagtens høre på amerikanerens ikke mindre end 37. studiealbum.

Veteranen bag ’Forever Young’ forsøger bestemt ikke at løbe - eller stavre - fra sin alder, hvilket klæder ham, som det noble westernoutfit, han har for vane at gå på scenen i.

INTL. Album-anm. Intim Bob Dylan blotter sig

I forlængelse af sidste års fortryllende ’Shadows in the Night’ fortsætter Dylan med at croone støvede amerikanske klenodier, der blandt andre er foreviget af Frank Sinatra. 

Tilsat drivende vemod og våde øjne synger den gamle romantiker om bristede drømme og hårdt prøvede hjerter, og han er vist nærmest ved at forbløde af kærlighedssyge på ballader som ’All the Way’, ’Maybe You’ll Be There’ og ’All or Nothing at All’.

Indbygget skuffelse
Pladens tindrende nostalgi er pragtfuldt iscenesat af Dylans nogenlunde faste liveband, der kærtegner de blå toner så man i skøn slowmotion føres tilbage til en tid, hvor verden endnu ikke var gået af lave og stadig var i sort/hvid.

Men ’Fallen Angels’ er nu ganske varieret indenfor de gyldne rammer, og ensemblet leger med farver og temposkift på drilske og skævt komiske skæringer som ’On a Little Street in Singapore’, ’Polka Dots and Moonbeams’ og ’That Old Black Magic’.

Mere end 50 år efter han gav populærmusikken et nyt sprog, er Dylan tydeligvis fortsat interesseret og inspireret, men trods fortræffelighederne på ’Shadows in the Night’ og ’Fallen Angels’ er der en indbygget skuffelse forbundet med, at historiens største sangskriver ikke skriver sine egne sange.

Koncert-anm. Bob bob bob Dylan

Sidst geniet udgav to coverplader i træk fulgte han dem op med pragtværket ’Time Out of Mind’, så måske har han en allersidste selvkomponeret klassiker tilbage i ærmet.

Man har da lov at håbe.