Charmerende sjusk fra Kurt Vile

Den skødesløse amerikaner rocker søvndrukkent videre på 'Wakin on a Pretty Daze'

Kurt Vile giver koncert i både København og Aarhus i slutningen af maj. (Foto: Playground)
Kurt Vile giver koncert i både København og Aarhus i slutningen af maj. (Foto: Playground)

Kurt Vile: 'Wakin on a Pretty Daze' (Matador/Playground) Udkommer mandag 8. april

Kurt Vile lyder stadig som om, han ikke rigtig gider, men det gør han heldigvis. Sådan da.

Den omtumlede rock’n’roll-slacker stak sit krøllede hoved op fra den amerikanske undergrund med besnærende ’Smoke Ring for My Halo’ i 2011, og opfølgeren ’Wakin on a Pretty Daze’ er endnu et fornøjeligt sammenfiltret album.

Se også: Ordinær Lou Reed i Operaen

Vile genopfrisker fortsat forbilleder som Tom Petty, Lou Reed, Pavement og Beck, men han strækker sine elastiske sange længere ud denne gang, og hele seks af de elleve numre er på længere end seks minutter.

Hans sangskrivning er ikke helt afvekslende, melodiøs og kreativ nok til at fastholde interessen over samtlige af albummets 69 minutter, og alligevel er der noget skønt uforpligtende og svalende over, at Vile trækker sin skødesløse gerning i langdrag.

Se også: Når musik logrer

Navnlig det knap ti minutter lange åbningsnummer ’Wakin on a Pretty Day’ rummer hypnotiske kvaliteter, men man savner temposkift og dynamik på et lidt for monotont album, der dog har en skøn evne til at charmere sig ind på lytteren med Viles snøvlede stemmeføring og karakteristiske brug af flere elektriske og akustiske guitarer på hvert spor.

Selve Philadelphia-hvalpens sound er nem at falde i svime over, men hans repertoire er ikke helt robust nok, og når man læner sig tilbage til de liflige toner af ’Wakin on a Pretty Daze’ mindes man om, hvor symptomatisk det var for hans koncert i Vega i foråret 2011, at en forrygende fortolkning af Bruce Springsteens ’Downbound Train’ var aftenens højdepunkt.

1 af 2 Coveret til Kurt Viles aktuelle 'Wakin on a Pretty Daze', der amerikanerens femte studiealbum.
2 af 2 Kurt Vile giver koncert i både København og Aarhus i slutningen af maj. (Foto: Playground)
0 kommentarer
Vis kommentarer