Cool, hot og lunken

Rockæstetikeren Jack White er igen kun hvidglødende i glimt på gennemført stiløvelse

Jack White - amerikaneren er tilbage med habil karriereforlænger. (Foto: AP/Josh Anderson)
Jack White - amerikaneren er tilbage med habil karriereforlænger. (Foto: AP/Josh Anderson)

Jack White: ’Lazaretto’ (XL/Playground) Ude mandag 9. juni

Jack White har til tider så travlt med at være cool, at han ikke har tid til at skrive sange, der brænder igennem, men det gør knap så meget, når intensiteten er hvidglødende som på ’Three Women’ og ’Lazaretto’.

Numrene åbner Whites andet soloalbum, som er opkaldt efter sidstnævnte skæring, der samtidig viser en anderledes funky side af den traditionsbundne garagerocker.

Se også: Jack White er blå

Han overrasker også med violin på flere skæringer, men på godt og ondt markerer ’Lazaretto’ ingen afgørende udvikling for Detroits 38-årige multitalent, som stadig ikke formår at fylde sin smagfuldt udførte æstetik helt ud med hooks, substans og nok mindeværdige sange.

Udsat for en gimmick
Symptomatisk for White så er ’That Black Bat Licorice’ både hot og tænderskærende, men den iltre skæring mister hurtigt smagen som et dårligt stykke tyggegummi, og man sidder tilbage med en lunken smag i munden og følelsen af at blive udsat for en gimmick.

Se også: Jack Whites dødvande

I egenskab af overfladeunderholdende stiløvelser fungerer store dele af ’Lazaretto’ imidlertid habilt, og på albummets 39 hektiske minutter varierer White sin gerning fra stort anlagte ’Would You Fight for My Love?’ over det sitrende instrumentalnummer ’High Ball Stepper’ til den countryklingende ballade ’Entitlement’.

White mestrer det meste og storsveder for sagen, men som så ofte før efterlader han lytteren underligt kold.

1 af 2 Coveret til Jack Whites aktuelle 'Lazaretto’, der er multitalentets andet album i eget navn.
2 af 2 Jack White - amerikaneren er tilbage med habil karriereforlænger. (Foto: AP/Josh Anderson)
0 kommentarer
Vis kommentarer