At overvære The Rolling Stones på årets Roskilde Festival var som at stikke tungen ud af vinduet, men det føles til gengæld som en tungeslasker at opleve legenderne på en knap 40 år gammel og nyrestaureret koncertoptagelse, der udsendes som dvd/cd og flere andre formater.
’From the Vault: L.A. Forum (Live in 1975)’ fanger Stones under gruppens første turné med Ron Wood, og mens Viagraen ikke virkede i juli, så ser det ud som om, både stofferne og sprutten fungerede perfekt på en svedig lørdag aften i Californien.
Slappe Stones: Viagraen svigtede
Slænget stinker simpelthen af sex, drugs og rock’n’roll, og Mick Jagger overgår sig selv som flamboyant frontmand, der er evigt dekadent og utidig gennem den to en halv time lange triumf fra en æra, hvor ikonerne stadig leverede koncerter i stedet for shows.
Speedede versioner af ’All Down the Line’ og ’Rip This Joint’ flænser arenaen, og klassikere som ‘Brown Sugar’, ‘Honky Tonk Women’ og ‘Gimme Shelter’ spædes op med forfriskende udgaver af mindre kendte ’Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)’ og ’Fingerprint File’.

Sidstnævnte og flere andre skæringer præges diskret af corny brug af synthesizer, der var en nyhed indenfor populærmusikken på det tidspunkt, og en ustyrligt funky indsats af pianomanden Billy Preston, der synger to af sine egne numre, er også medvirkende til, at ’From the Vault: L.A. Forum (Live in 1975)’ er noget ganske særligt i Stones’ katalog.
I en tid, hvor man kan blive superstjerne, fordi man flasher et bredt bagparti, er det desuden herligt at se de junkietynde englændere strutte omkring med balder, der minder om øjenlågene på en due.
Men nu kunne The Rolling Stones jo som bekendt meget mere end at vrikke med måsen, og hvis man som forvirret teenager stod foran Orange og undrede sig over, hvad det lige var, der gjorde de gamle rynkerøve til ikoner, så kan man finde svaret på ’From the Vault: L.A. Forum (Live in 1975)’.