Når der kommer nyt album fra et af ens favoritbands, kan det føles som et postkort fra en gammel ven.
En ny skive fra Fu Manchu er som en granat gennem brevsprækken.
Veteranerne fra Orange County, Californien er eksplosivt tilbage med umiskendeligt nedstemte spader og særdeles opkvikkende rabalderrock i den uprætentiøst medrivende actionstil, som de har mestret og nuanceret siden midten af 1990’erne.
Fu Manchus tolvte album, ’Clone of the Universe’, adskiller sig fra forgængerne ved at indeholde den mere end 18 minutter lange afslutningssalut ’Il Mostro Atomico’, hvor kvartetten strækker ud med hjælp fra selveste Rushs guitarist Alex Lifeson.
Nyskabelsen er et både monumentalt og stort set instrumentalt megaopus i fire akter, som på episk vis blæser lytterens hjernemasse rundt i kraniet med relativt progressive sangstrukturer, som Fu Manchu også mere end nogensinde benytter på flere af albummets resterende seks sange.
Ikke desto mindre er der flintrende heftighed og høj underholdningsværdi over åbningsnumrene ’Intelligent Worship’ og ’(I’ve Been) Hexed’, mens ’Don’t Panic’ fræser derudad i slipstrømmen på The Stooges, og ’Slower Than Light’ er en olmt mulende monsterskæring.
Tilsat bister aggressivitet, herlig humor og ubændig energi har gutterne gjort det igen, så i øredøvende takt med at elskabet slår gnister, og naboerne søger dækning, kan man kun glæde sig til, at der atter er en brevbombe på vej fra Fu Manchu.
