Den nye Adele duperer

Debutalbummet fra britiske Emeli Sandé lyser op i skyggen af tidens store popstjerne

Skotskfødte Emeli Sandé har engelsk mor og zambiansk far. (Foto: Simon Emmett)
Skotskfødte Emeli Sandé har engelsk mor og zambiansk far. (Foto: Simon Emmett)

Emeli Sandés: 'Our Version of Events' (Virgin/EMI) Ude mandag 13. februar

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Når en kassesucces funkler i musikverdenen, så går pladeselskaberne traditionen tro på guldjagt efter den nye Elvis Presley, Michael Jackson eller Adele.

Og i kølvandet på sidstnævnte supertankers ekstreme popularitet er det minsandten lykkedes for Virgin at finde en soulpop-sangerinde, der såmænd hedder Adele.

Se også: Adele er på størrelse med 'Titanic'

Men skotske Adele Emeli Sandé har ganske forståeligt droppet sit fornavn på debuten 'Our Version of Events', der faktisk formår at lyse op i skyggen af sidste års bedst sælgende album i verden, '21'.

Sandé er allerede et kendt ansigt i Storbritannien, hvor hun har været på singlehitlistens Top 10 to gange som gæst hos Wiley og Professor Green, men det 24-årige naturtalent er også slået igennem i skikkelse af sangskriver for blandt andre Leona Lewis, Susan Boyle og Cheryl Cole.

Indbygget sårbarhed
Nu synger hun imidlertid sine egne sange, og det gør hun overbevisende og sympatisk på 'Our Version of Events', der i form af især umiddelbart blødende kærlighedssange rammer lige ned i tiden som en slags kvalitetsbevidst udgave af 'X Factor'-muzak.

Produktionen er bombastisk, luftig og egentlig ganske anonym, men den efterlader masser af plads til det væsentlige: Sandés imponerende stemmebånd.

Se også: Grin og gråd med Adele

Tilsat gospel-undertoner og indbygget sårbarhed varierer hun fornemt brugen af sin kraftfulde vokal, der dog til tider kammer over i lidt for melodramatiske fraseringer.

Kvaliteten af hendes ellers effektive sangskrivning stagnerer noget på albummets sidste halvdel, som domineres af for mange pianoballader, men navnlig urban-smældende 'Heaven', afbalancerede 'Where I Sleep' og soul-stampende 'Next to Me' er særdeles konkurrencedygtige ørehængere i en overfyldt genre.

Inden så længe skal jakkesættene nok ud og lede efter den nye Emeli Sandé.

1 af 3 Emeli Sandé er allerede en succes i Storbritannien. (Foto: Simon Emmett)
2 af 3 Coveret til Emeli Sandés nye 'Our Version of Events'.
3 af 3 Skotskfødte Emeli Sandé har engelsk mor og zambiansk far. (Foto: Simon Emmett)
0 kommentarer
Vis kommentarer