Depeche Mode kalder deres nye album 'Memento Mori'. Det er latinsk for 'husk, at du skal dø', og det glemmer man ikke, når veteranerne underholder i skyggen af manden med leen.
Mørkemændene har musiceret på gravens rand adskillige gange før, men 'Memento Mori' er decideret dødsfikseret.
Efter karrierens længste pladepause påbegyndte Depeche Mode arbejdet med albummet under pandemien, og stemningen blev betydeligt tungere, da bandmedlemmet Andrew Fletcher døde pludseligt af en rift på hovedpulsåren sidste år.
Nu er kun den primære sangskriver Martin Gore og frontmand Dave Gahan tilbage, men Depeche Mode lever og gløder gennem 50 dunkle minutter.
Et befriende fix
Gruppen har for længst mistet evnen til at producere hits, og det er dragende stemninger, en dyb besættende sound og nye nuancer af yndlingsfarven sort, der gør 'Memento Mori' til en ofte ganske fængslende oplevelse.
På storladne 'Don’t Say You Love Me' flirter duoen med Scott Walkers højromantiske patos, mens 'Soul With Me', der croones af Gore, overrumpler i klassisk stil med Burt Bacharach og sågar musicals.
Junkiehymnen 'Caroline’s Monkey' går lige i blodet, og selvom sange som singleforløberen 'Ghosts Again' og rastløse 'Never Let Me Go' aldrig opnår en vanedannende effekt, er albummet kvalitetsbetonet nok til, at det vil føles som et befriende fix for fanskaren.
Det massive åbningsnummer, 'My Cosmos Is Mine', indhyller lytteren i et tæppe af død, men uden ligefrem at fremstå genfødt, udsætter Depeche Mode deres uundgåelige endeligt på ubestemt tid.
